VI.
LANGESKOVS KRO.

Langeskovs Kro, som ligger lidt mere end ¼ mil fra Rønninge i nordvest, og en knap ½ fjerdingsvej fra Lavindsgård i nordost, og ligeledes knap ½ fjerdingsvej fra Røjrup i nordvest, er en kongl. privilegeret kro for rejsende, såvel som for enhver der lyster at besøge den. Som offentlig kro er dens beliggenhed meget fordelagtig; thi den ligger på den store landevej midtvejs mellem Odense og Nyborg: 2 mil fra Odense, og 2 mil fra Nyborg, hvor den kørende post ikke allene passerer, men også holder hvil, og hvor kongen selv på sin rejse igennem landet holder og får friskt forspand. Siden de nærværende kro folk er komne til Langeskovs Kro og har fået den i fæste, er kroen blevet et godt værtshus, hvor rejsende finde god beværtning, og derfor også nu søges meget af rejsende, hvortil kommer, at der i kroen haves temmelig gode og bekvemme værelser, såvel for folk af fornem, som af ringe stand.
Ullerslev kroprivilegium ligger under Langeskov Kroes, så kromanden i Ullerslev må årlig afgive en kendelse til ejeren af Langeskov kro, og få hans tilladelse til at måtte holde offentlig kro. Den har altid været indskrænket til en vis tid. Først gavs tilladelsen til kromanden Hans Eibys i Ullerslev, og efter hans død blev der givet en ny, som skulle vare indtil den ny store landevej mellem Odense og Nyborg var færdig. Den ernu færdig, men desuagtet vedbliver endnu kroholdet i Ullerslev af ukendt årsag. Upolitisk er den ikke, efter min mening; thi det holder begge kromændene til at behandle de rejsende godt. Langeskovs Kro ligger til Rønninge Søgård, hvis ejere har årlig god fordel af den. Den nærværende fæster af kroen skal efter sit fæstebrev svare i årlig afgift 400 rigsbankdaler sølv til Rønninge Søgårds ejer.
Langeskovs kroprivilegium er først givet af Høil. Ihuk. Kong Christian V, og forhvervet af Knud Urne Sifvertsen, som den gang var ejer af Juulskov, men kort derefter også af Rønninge Søgård. Privilegiet udskrevet efter originalen lyder således:

Wii Christian den femte, af Guds Nåde Konge til Danmark og Norge; De Venders og Gothers, Hertug udi Slesvig, Holsten, Storm aren, og Dytmarsken, Grefve udi Oldenborg og Delrnenhorst, gjøre alle vitterligt; at eftersom os Elskelige Knud Urne Sifvertsen til Hiulskouf for os allerunderdanigst hafver ladet andrage, hvorledes Hand paa Landeveien emellem vor Stabelstad Nyborg og Vor Kjøbsted Ottense i Vort Land Fyen hafver et lidet Ennemerke beliggendes, Tornskov kaldet, hvor hand til den Reysendes tjeneste og Befordring et Kroehuus achter at lade opsette; da hafve Vi; efter hans herom allerunderdanigst gjorde Ansøgning og Begjering; sampt vores Cancellie Raad og Ambtmand ofver Nyborg Ambt Os Elskel. Jens Rosenkrantz til Farskouf, han herom allerunderdanigste gjorde Erklæring; allernaadigst bevilget og tilladt saa og hermed allernaadigst bevilger og tillader, at saafremt bemeldte Ennemerke Tornskov ligger paa den ordinarie Landevey imellem Nyborg og Ottense, maa dend som med fornævnte Knud Urnes Villie og Minde bemeldte Huus beboer Een Kroe der sammesteds indrette, og den d reisende og Veyfarende med Spise og Drik til Nødtørftighed forsiune, og ey nogen anden være tilladt. Een half Miil der omkring, nogen Kroe at holde.
Dog med saadanne Vilkaar, at ingen udi samme Circumferentz, som ved Vores allernaadigste Bref kunde være berettiget Kroe at holde, derved præjudiceres, saaog at Alting med bemeldte kroes Holdelse skikkeligen og forsvarligen, uden billig Klage efter Recessen, som det sig bør omgaaes, og, efter Vores derom allernaadigste udgangne Forordninger, i alle Maader forholdes. Forbydende alle og enhver herimod eftersom forskrevet staar at hindre, eller udi nogen Maade forfang at gjøre under vor Hyldest og Naade; gifvet paa vort Slot Kiøbenhafn dend 8 December Anno 1679.

Under vort Signet
Christian.
I Høil. Ihuk. Kong Friderich den IV og Kong Christian den VI Confirmationer på foranførte
kroprivilegium, den førstes af 9 Januar 1710, og den sidstes af 7 Mai 1731, forbydes, at Nogen
på en mil nær Tornskovskroen må holde kro.

Denne kro, som nu kaldes Langeskovs Kro, kom med Juulskou til Rønninge Søgård, og ved disse gårdes adskillelse forblev den ved sidstnævnte gård.
General Løvenhjelm til Veirup, fik også af Kong Christian V. privilegium, dateret 22 februar 1687, på krohold i Skiftemosehuset, som ligger nogle 100 alen fra Langeskovs Kro, men denne må snart være gået ind igen. Dog har dette hus siden beholdt navnet den lille kro.
Justitsråd Rasch til R. Søgård har opført stuebygningen ved Langeskov Kro. Etatsråd Knud Urne har bygget den lige over for stalden, hvilken major Lemvigh, nuværende ejer af kroen, siden har forøget med en tværbygning. De øvrige bygninger har den nærværende kromand for egen regning opført.
Jorden til Langeskov Kro ligger rundt omkring den, og indeholder 5 tdr. 3 skpr. 2 alb. hartkorn; efter landinspektør Fabers beregning et areal i kvantitet af 842,631 kvadratalen; men i kvalitet 546,136 kvadratalen jordland; dog er skovhaven, som kaldes Krohaven, beliggende ved Rønninge Hestehave kroen tilhørende, derunder indbefattet.
Agerlandet ved kroen, især det som ligger på den søndre side af landevejen, og tilforn kaldtes Tornskov og Tjørneskov, skal i de ældre tider have tilhørt kongen, og ligget til Nyborg Slot, og været brugt til eksercerplads; den var da fri jord. Da kroen kom til Rønninge Søgård, blev jorden lagt ind under R. Søgård og dyrket som hovedgårdsjord, lige indtil Rønninge bys udskiftning. Da blev den magelagt med nogle af Rønninges jorder, og derved kom den til at ligge tæt ved de andre af hovedgårdens løkker. Ovennævnte hartkorn blev da lagt til Langeskovs Kro, som ufri. Der ligger stedse et stort stykke af den omtalte jord til græsning for driftkvæg, som drives igennem landet til København til stor fordel for kromanden, og årlig indbringer ham meget.

————-oO0Oo————-

LEGATER OG STIFTELSER I R0NNINGE SOGN.

1) Oberst Christian Friises Legat på 200 rigsdaler D. C. Renterne af denne kapital i fundatsen, dateret Hefringholm den 21 februar 1726, fastsatte til 5 % årlig, er henlagt til Rønninge Sogns skolelærer, for årlig at undervise 4 børn af R. Søgårds gods i regning og skrivning, foruden deres kristendom. Præsten i Rønninge skal have tilsyn med dette legat. Til ham skal årligen den 1 maj renterne leveres af kirkens ejer, og de afgives siden til skolelæreren. For dette legat holdes en egen regnskabs- og afskrivningsbog.

Kapitalen, som fra først af var prioritet i R. Søgård, står nu med kongl. bevilling på første pioritet i Rønninge kirke.

2) Geheimeråd Christian Sehestedts Legat på 160 rigsdaler D.C. Renterne i fundatsen, dateret R. Søgård den 1 maj 1734, fastsatte til 5 % årlig, er henlagte, 4 rbd. til småreparationer på Rønninge kirke, 2 rbd. 4 mk. til Rønninge Sogns fattige, i følge en skriftlig tilkendegivelse af kongen fra 29 okt. 1784, og 8 mk. til sognepræsten i Rønninge, for at føre regnskabet over legatet. Kapitalen står enligt den kongl. allernådigste bevilling, ligesom foranførte Friises Legatum, på første prioritet i Rønninge kirke, og renterne erlægges af dens ejer til hver 11 juni Termin.

3) Rønninge Kirkes Fattigpenge, 286 rd. og 4 mk. D.C., samlede af sognepræsterne i Rønninge, før foranmeldte skriftlige tilkendegivelse udkom 29 okt., ved et årligt oplag af de i næst foranførte legat benævnte 2 rdlr. 4 mk. Kapitalen er indlemmet i Fyens Stifts publique Midler, og renterne af samme leveres årlig hver 11 juni termin sognepræsten i Rønninge af stiftsøvrigheden til sognets fattige.

4) Frue justitsrådinde Rasches Legat, 600 rdlr. D.C. Renterne i fundatsen fastsatte til 4 % er henlagte til 6 fattige af Rønninge Søgårds gods i Rønninge, Skellerup, Ellinge og Kullerup sogne; dog, når R. Søgårds gods sælges i de 3 sidstnævnte sogne, skal Rønninge Sogn allene nyde godt af legatet. Kapitalen er prioriteret i Rønninge kirke, næst efter Friises og Sehestedts legater. Fundatsen for dette legat er dateret R. Søgård den 10 dec. 1787, og protokolleret i Fyenbo Landsting den 25 juni 1788. For dette legat holdes en egen protokol, hvori sognepræsten i Rønninge fører regnskab og har opsyn med legatet. De fattige, som nyde godt af dette legat, udnævnes og indskrives til dets nydelse af R. Søgårds ejer, efter vedkommende sognepræsters forslag. De indskrevne få årlig hver 4 rbd., overensstemmende med den skete og befalede pengeforandring, og de beholde legatet, sålænge de leve; med 56 mindre de ved ukristelig levned og forhold skulde forbryde det. Pengene bliver dem tildelt hver nyårsdag ved sognepræsterne i de fornævnte sogne, til hvem de blive sendt af R. Søgårds ejer.

5) De Raschske Arvingers Donationsbrev på 150 rdlr. D.C., hvis årlige renter, fastsatte til 4 %, er henlagt dels til den åbne begravelses vedligeholdelse i Rønninge kirke, som disse arvinger forbeholdt sig retten til at benytte ved R. Søgårds salg, dels til degnen i Rønninge for at renholde denne begravelse. Han skal årlig have 8 mk., overensstemmende med pengeforandringen, hvilke penge hæves hos ejeren af R. Søgård. Kapitalen er ligsom næstforrige prioriteret i Rønninge kirke. Fundatsen er dateret R. Søgård den 10 dec.1787 og protokolleret i Fyenbo Landsting den 24 juni år 1788.

6) Major Lemwigh og hans Frue, deres Legat, stor 12,000 rigsbankdaler navneværdi. Renterne af samme er henlagte, de halve til lige deling imellem 4 trængende præsteenker, hvis mænd have været præster i Fyn, dog at slige enker af stifternes familie, såvelsom også enkerne på Rønninge præstekald altid have forrettighed, når portioner af dette legats afdeling er ledige.
Den anden halvdel af renterne er henlagt, dels til 4 trængende enker, hvis mænd have været kirkesangere eller skolelærere i Fyn. Slige enker i Rønninge og Rolfsted have også forrettighed ved vacance; dels til 4 jomfruer af middelstanden, som måtte være fattige og trængende, og især sådanne, som have mistet deres forældre. Uddelingen af dette legats renter er bestemt til to gange om året, straks efter juni og december terminer. Tilsynsmænd og bestyrere af denne donation er stiftamtmanden og biskoppen i Fyens Stift, amtsprovsten i Odense Amt, og sognepræsten i Rønninge, hvilken sidste skal føre protokollen for donationen som skal bevares i det geistlige stiftsarkiv. Fundatsen for denne donation er dateret R. Søgård den 18 februar 1815, og kong!. allernådigst konfirmeret den 10 maj 1815. Dog er dette legat formedelst indløbne omstændigheder endnu ikke sat i kraft.

7) Gårdmand Mads Ibsen i Lavindsgaarde, hans legat på 100 rigsdaler D.C. Renterne 4 % er henlagte til 4 af Rønninge Sogns fattige, og hæves årlig hver 11 juni hos biskoppen i Odense, eftersom kapitalen står blandt stiftets offentlige midler. Fundatsen er dateret Lavindsgaarde den 20 feb. 1795, og kongl. konfirmeret den 20 marts samme år.

8) Husmandsenken Anne Claus es i Rønninges legat på 100 rdlr. D.C., som indtil videre står i Rønninge præstegård, med første prioritet i nådens-året. Sammes renter 4 % er henlagte til fattighuset i Rønninges vedligeholdelse, som major Lemwigh til R. Søgård i år 1804 skænkede fattigvæsenet. Regnskabet for renternes anvendelse bliver årlig ved slutningen af året indført i fattigprotokollen og revideret af fattigkommissionen.

9) Et gadehus i Rønninge med en have af næsten ½ skp. lands størrelse, skænket 1804 af major Lemwigh til Rønninge fattigvæsen, med hensyn først og fremmest til husvilde fattige. I dette hus er 4 rummelige værelser. Til husets vedligeholdelse er den sidstnævnte kapital af Anne Clauses legeret; hvad samme ikke kan strække til, erstattes af sognet.

MINDER FRA FORTIDEN.

1.

Af alderdommens levninger var her i forrige tider på en af Rønninge marker en sten med runeskrift på. Den er nu ikke at finde. På titelbladet til denne bog findes en nøjagtig aftegning af den, taget fra Doet. Ole Worms på latin udgivne bog: “Danske Monumenter”, deri findes tillige en beskrivelse af stenen, der lyder således:

Doct. Olai Wormii Monumentorum Danicorum Liber quartus Fioniea eontinens.
Primum.
Rönningense.

In ejus Provincia Aasumherrit dicta pagus extat Ranninge jam voeatus, quem transit via lapidibus variis strata, inter eos et cippum quendam elegantem loearunt, monumento præclaro insignitum, ejus longitudo duarum ulnarum eum dimidia, latitudo unius, inferiori sua parte: in hune ferme modum eum delinearunt: RUNESKRIFf ?

Suti sati stain densi eft Ranleif brudur sin Sunor Skaus raudum Skialta.

Suto Lapidem hune posuit Frati suo Ranleifo, Filio Skavonis rubicundi Skaldri.

Monumentum hoc quod attinet, eertum est, eo in loco, ubi jam reperitur, nequaquam a possessoribus loeatum. Ejus etiam doeumentum evidens ab accolis haurire licet, qui uno Ore testantur, e colle vicino Lapidibus grandioribus cineto translatum fuisse, ubi ereetum stetit, eum jam disjeetum jaeeat ut prætereuntibus transitumpræbeat meliorem. Addunt vero Aeeolæ, eo in eolle tumulatum gigantem quendam Ronne, a quo Pagus nomen traxit; sed Inseriptio habet Ranleif, Quod non multum abludit, & absque dubio tot jam Seeulorum deeursu eorruptum, in Ranne degeneravit. Hie vero Ranleif Dominus fuit Arcis & Propugnaeuli Vicini Skawssbo dicti, quod jam dirutis Mænibus nobilium quorundam cessit Habitationi. Narratio ab Inseriptione non prorsus aliena, eum & nomen Seavonis hic occurrat, a quo forsan ædificata Arx illa; nam Skawssboe vernaeule habitationem notat Seavonis.

RUNESKRIFT ?

Nomen Proprium ejus qui Monumentum posuit, Filius autem Seavonis & Frater Ranleifi, ut abunde doeet Inseriptio.

RUNESKRIFf ?

Ranleifus eui Tumulus & Saxum dedieatum; quod Nomen postea ineerta Narratione in Ranne degeneravit.

RUNESKRIFT ?

Mendum hie arbitror & legendum RUNESKRIFT ?

Sunor, id est filii numero Multitudinis, ut ambos includat & indicet Seavonem Patrem fuisse tam Ranleifi quam Sutonis.

RUNESKRIFT ?

Duplici Modo exponi hæe Verba possunt. Vel ut referantur ad Seavonem, ut Sensus fit:

Seavonem hune cognomento dictum Raudum fev rubieundum, & una Poetam fev Sealdrum fuisse: vel ut separatim eapiantur, quia separata sunt expressa linea & duetu. Quod ?cilieet hujus Inseriptionis Autor fuerit dictus Raudur Sehald. Raudur idem notat quod rubicundus Rød. Quo eognomine plures insigniti fuere tam apud nos quam alios. Ita Erick Raudur dictus primus Granlandiæ Investigator. Ubi notandum, prifeos Au loco Diphthongi nobis familiaris ø pofuisse & Islandos pronunciando ut ø exprimere etiamnum. Rudur enim Rødur esserunt.
A eapillis & barba rubicundis sie dictus, ut Ænobarbus, Barbarossa, &et. Quales vero fuerint Sehaldri & quod eorum officium, f?susius in nostra Literatura Runiea & Fastis Danicis ostendimus.
Si conjeetura nostra posterior Loeum habet; artifikium in hujus Lapidis Seulptura observatum nequaquam dissimulandum est, quo Inseriptionis f?seriem defunetos & hæredes concernentem, ductu in se recurrente expresserunt. Poetæ vero nomen seorsim minari Spacio, de novo quasi liniam inchoante. Politum hercle & meliori dignum loco monumentum, quodque Scavboensi prædia Maiestatem haud parvam conciliare possit.

2.

På Rønninge sogns marker har, hvilket jeg godt kan erindre, været adskillige gravhøje, hedenske altere og tingsteder. De er alle siden sognets udskiftning ødelagte. Blandt disse vil jeg alene nævne følgende:

a.

En cirkelrund gravhøj uden navn lå tilforn i en af præstegårdens løkker, Stenkisteløkken kaldet, fra hvilken jeg for 30 år siden førte jord hen på et nærliggende lavt sted. Under dette arbejde traf man på 3 rader tidligere usynlige sten, der alle omgav højen, og i den østre side af denne fandt man inden for stenraderne ligesom en lille muret brønd, med en flad dækselsten over. I denne stod en gammel lerkrukke eller urne med brændte ben i, som af et barn; og desuden lå i urnen en 2 leds guldring, 3 tom. lang, og en afbrækket gaffelgren, og et så det ud til, kvindehalssmykke, altsammen af fint metal. Potten blev stødt i stykker, men de øvrige sager er af mig sendt til det Oldgrandskende Selskab i København. Der var tidligere skov, hvor højen lå, og der var endnu buske tilbage, som jeg har ryddet.

b.

I Højbjergmarken var, indtil for få år siden, ikke langt fra Mellemmølle en overmåde smuk høj, indfattet med en cirkelrund rad sten, og en meget stor sten hvilede på 4 andre store sten i midten af højen. Denne, som nu ikke mere er til, hed Biarnehøi, hvilket navn er mærkeligt, fordi jeg tror at det foranførte tørvelang, Bjernelong kaldet, og Bjernemølle, hvilke begge ikke er langt fra dette sted, har fået deres navn af denne høj, thi Bjarne kunne efter flere hundrede års forløb let i udtalen forandres til Bjerne. At Mellemmølle, som lå nærmere højen end Bjernemølle, ikke har fået sit navn efter den, er fordi den er bygget sildigere end denne, muligvis flere 100 år efter, og Mellemmølle fik sit navn deraf, at den blev lagt imellem Bjerne og Holtsmølle.

c.

I Rønninge bys fladagermark var indtil byens udskiftning en meget stor og smuk aflang gravhøj, med det simple navn: Stenhøjen. Denne er beskrevet tidligere.

3.

Her er, som levning fra den katolske kult, et beskadiget og ubrugeligt røgelseskar. Andre levninger fra de katolske tider findes anført under beskrivelsen af Rønninge kirke.

4.

Hos oldermanden i Rønninge opbevares en gammel skreven bylav eller gildeskrå for St. Sørens Gilde i Rønninge, bestående af 64 artikler. Det er dog skade, at det meste af indledningen til den er bortkommet, hvorfor man ikke kan bestemme dens alder. I dens artikel tales der om helgenens ed, som synes at gøre den ældre end reformationstiden. Hr. pastor Olivarius i Skellerup, som har færdighed i at læse gammel dansk, har været så god at afskrive den efter originalen og denne følger herefter således:

Rønninge gamle Bylov:

BYLOV ELLER GILDESSKRAAE FOR ST. SØRENS GILDE
I RØNNINGE.
afskrevet efter originalen.

Som Gud allmectigste oss ontt och forleent haffuer. Dersom Nogen Sigh Herimod fordrister, da skall Handt effther meninge gillbrødris Samtycke bøde och udgiffue vide Som efftherfyllger.

1) Den første artickell om Iggang.
Huo som viIl vere gilldsøskenn i St. Søffrens gillde i Rønninge, da skall Huer Hedske giffve en tønde øll thill Iggangh.

2) Om Vaaben och verie i Gildis Huss.
!them Huillcken som ganger i Gilldisstuen medt nogen vaaben eller verie med vredt Hou, paa det Hand vill trette medt Sin Gillbroder, giffue 1 te øll thell vide. !them Huillcken som ganger i gilldis gaardt medt andre vaaben eller verie, endten gidis kiep, giffue en fiering øll thill vide.

3) Om skade giøres medt Andens verie.
Huillcken som gillbroder er, och bær sitt verie i gilldis gaardt, och nogen faar der skade aff, da giffue Hand 1 te øll thill vide, Som det thillhørde.

4) Om Kniffue och ulofflig Kieppe.
Ithem Huo som gaar thill gilldis Hus eller gilldtsteffne, medt nogen vaaben eller verie, med Kniffue eller ulofflig kieppe. Dissligist, om nogen findis med Sin Knif eller Anditt verie, effther adt alldermanden Hafue Saadant udmerckit, da giffue 1 te øH thill vide.

5) Om nogen ligger i Laffue for anden.
Huo som ligger i Laffue for sin gilldbroder naar gildit drickis, eller henther vaaben eller verie, att gjøre Sin gilldbroder skade medt, och det er bevuisseligtt, da giffue Handt 1 te øll thill vide, och der effther icke vere gilldet nermer, end alle gillbrødre ville.

6) Om ubequem ordt och ulydt.
Huo som giffuer en anden ubequem Ordt i Gilldis Huss, eller paa giHdisvey eller paa gilldsteffne, giffue 1 te øll thill vide. Ligesaa Huo som giffuer alldermanden, eller skyrebroderen onde ordt, eller giør thennem ulydt: naar de taler Byens och gilldens Sag och beste.

7) Huo, som bander Sin gillbroder.
Om nogen bander Sin gillbroder i gilldis Huss, eller paa gilldisvey, eller paa gilldissteffne, eller i gildisgaardt, eller giffuer onde ordt eller Knurer, hand bøde derfor 1 te øll thill vide. Ligesaa om nogen Løgter sin gilldbroder eller taler i hans ordt.

8) Om Sueren och Banden.
!them Huo Som ublueligen Suerer och bander, uanbrugendis Jhesu Hellige Dødt och pine, enthen i gilldis Huss eller paa steffne, da bøde 1 fr. øll thill vide, och skall Alldermanden strax eller om anden Dagen tage Hans pant, om Hand icke veIluilligen vel udlegge.

9) Om slett och Haarddrett.
Huo, som slaar Sin gilldbroder, eller Drager Hannem i Haar; i gilldis Huss, gilldis gaardt, eller paa gilldis vey, Hand bøde 1 te øH for Huer Sinde.

10) Om gester bryder mod gillbroder.
!them bryder gest modt gilldtbroder eller imod anden gest, eller mod gillbroders budt, da bøde Handt for Hannem, Som Hannem indbødte, som for gilldbroder. !them Huo som bryder imod geste, Hand bøde ligesom modt gilldbroder.

11) Om gilldbroders Budt bryder.
Bryder gilldbroders Budt mod gilldbroder eller gest, eller mod andens gilldbroders Budt, da bøde Hosbonden ligesom Hand det sielff haffde gjordt.

12) Huorledis skiudis skall thill gillis.
!them skall Huert Hedske, som gilldsysken er, skiude en skieppe Bing thill giHdis korn, och Huert enverende foUk, som vill gaa till gillis, 1 skieppe.

13) Huo øllit skall brygge.
Ithem skall Huer gillbroder om aaritt, naar vi ski ude vort gilldis korn, tage 1 pundt aff samme korn adt brygge, først de i Byen er, och gaa siden ret om.

14) Hvad der skall thill tønden.
Ithem skall gilldbroders, som tager vort gilldis korn, Haffue 3 skr. thill Huer te.

15) Naar skydis skall.
Huillcken som icke kommer frem och skiuder sitt gilldis korn S. Blasi dagh, Som de alle vidtage, giffue 1 skieppe Biug thill vide.

16) Naar gilldsteffne skall holldis.
Skal addell gilldsteffne vere och da skulle de oplegge Igang, som Sider derfor. Och Huo som icke kommer thill gilldesteffne, naar alldermanden thillsiger eller thillbyder, da giffue 1 skieppe Biug thill vide den, som kommer for Sildig. och Huo som icke kommer giffuer II skiepper.

17) Naar gillditt skall drickes.
Ithem skall forne: gillde begyndis først paa vor Heris Himmelfartsdag, och siden effther Allermandens och gilldbrødernis tycke, och skall RØrup Mendt først oplegge deris øll och gaa siden ret om.

18) Om ont gilldis øll.
Ithem Huo som tager vort gilldis Korn, och brygger icke deraff gott øll, Hand bøde 1 fr. øll thill vide paaHuer tønde, Disligist Huo som legger ont øø op aff det, som Hand bør adt udgiffue aff rette, thill vide, Igang, eller erffue øll, da skall Hand haffue for HiernegielIdt, Hvad som bliffuer tappit af tønden, før det bliffuer urettet, och skall giffue en fr. øll thill vide och siden gilldbrødrene anditt øll, Som kand vere forsuarligtt.

19) Om tappis.
Huo som tapper aff tønden emod skyrebroderens Minde, giffue 1 fr. øll thill vide.

20) Om nogen kaster tønden aff.
Ithem Huo som kaster tønden aff stolen, naar gilldet drickis, førendt stollsbroderen tager hinde aff, giffue 1 tønde øll thill vide.

21) Huor mange der maa gaa thill gilldet.
Ithem maa Bryden Siellff fierde komme thill gillis, effther allis vor vedtect, och Landboen Siellff anden; Hvem som flere tager med sig, da betalle Handt for dem, som for andre gester.

22) Om opkastis.
Huillcken som dricker thill offuerflodighedt, adt hand opkaster i gilldis Huss aff øll, giffue 1 fr. øll thill vide.

23) Om nogen handler uthillbørlig medt Hostru och Hion i druekenskab.
Huo, som øffuerretter sin Hustru i gilldis Huss eller gilldis gaardt, eller paa gilldis vey, eller naar Handt kommer Hjem handler uskickelig med Hustrue och tiunde, Hand bøde 1 te. øll thill vide.

24) Huo, som gaar aff sitt Sæde.
Om nogen gilldbroder setter Sig paa Quindebenck, der ad sidde och vressle medt Hoffuitløs snack, och driffuer nogen gilldsøster aff Sitt sæde, Hand giffue 1 skjeppe biug thill vide.

25) Om Sede i gilldett.
Ithem skall gilldbrødre sidde i gilldis Hus effther deris all der, och gilldsøstre effther deris vielIse. Huo som Sig her emod forbryder, och andre nedtrycker, giffue 1 fr. øll thill vide om paaklagis.

26) Om lenge adt Sidde.
Huo som sidder lenger i gilldis Hus, end som gilldis rettighed er druckit, och tøndenmaallt, och giør Hosbonde og Hustru emodt, giffue 1 fr. øll thill vide.

27) Om nogen slaar øll i Andens skaall.
Ithem Huo som slaar øll aff Sin skall och i en andens, medt sin fri villie, giffue 1 fr. øll thill vide.

28) Om skaale eller stole Sønderslaas i gilldis Hus.
Huo som slaar skaale synder i gilldis Hus eller gaardt, med sin villie, handt giffue ny skaale igien, och giffue 1 otto øll thill vide, ligesaa ochsaa om nogen slaar stole eller andre kar synder i gilldis Hus, eller gilldis gaardt, betale skaden och giffue 1 ott. øll thill vide.

29) Om vedt.
Ithem Huilcken Mand eller Qvinde Som vedder i forsamling, da skall det vedt fordrickis igien i forsamling.

30) Om nogen dyll gilldens Sager.
Ithem om alldermanden eller stollsbroderen dyller och tier gilldes sager, Saa adt det kandt befindis, da bøde 1 fr. øll thill vide.

31) Om Tagsettemaall.
Huo som siger Sin gilldbroder thill tagsettemaall imellem IIIIstrande, da skall Huer paa sin Egen fortæringh fyllge sin gilldbroder, om Handt er uden Siugeseng och Herskabs forfalldt, och giffue Hannem eller Hinde 1 fs. thill Hielp. Huem det icke vill giøre, giffue 1 tønde øll thill vide.

32) Om Hielp i Siugdom.
Ithem Huillcke gilldsysken, som bo och bygge Haffuer for adt staa och ligger paa sin sotteseng, och for skrøbeligheds skylldt icke kan d faa sitt Korn høstit i tide, de skall Huert gilldsysken Hiellpe Hannem eller Hinde medt en Dags arbedt i Huer marck paa sin Egen fortæringh, om Handt tilligis, eller giffue 1 te. øll thill vide, om Handt er uden lofflig forfaldt.

33) Om Hus adt rese, træe adt Laade, øffne ad slaa.
Huo som Haffuer sin gillbroders Hiellp behoff, thill Hus adt rese, eller træ ad lade, da skall Hand vere forplictig, om Handt thillsiges, enthen siellff ad hiellpe hannem, eller laane hannem it ferrigtt budt, under 1 tde. øll thill vide. Disligist naar nogen lader offne opslaa, och begierer Hiellp aff sin gilldbroder, da skall Handt laane Hannem itt førtt budt en Dag, eller Siellff Hiellpe Hannem under 1 te. øll thill vide. Endt drager nogen sig, och icke kommer frem, naar soell gaar op, giffue 1 fr. øll thill vide.

34) Om illdebraandt.
Om nogen faar skade aff illdbraandt (det Gud forbyde) eller kommer i anden offuenfalldt skade, da skall Huer gilldtbroder Hiellpe Hannem medt en Dags arbedt paa sin egen fortæring, och giffue Hannem en traffue Langhallm, och itt gott Bygningstræ, eller giffue 1 te. øll thill vide.

Om vanføre.
Ithem skall meninge mandt age vanføre aff by, rett om, och huo det thillfalder, och Handt det icke vill giøre, giffue 1 fr. øll thill vide, ligesaa ochsaa, Huo som fører sin naeboe dennem paa Soellbierig, och age dennem siden siellff aff by.

35) Om Tørreferdt.
Ithem Huillcken som finder Sin gilldbroder liggendis nogenstedt forhindritt paa kørre vey eller anditt stedt, som Haffuer brut sin vogn, eller i anden maade er kommen i Brøst, och handt icke vill Hiellpe Hannem op, giffue 1 tønde øll till vide.

36) Huorledes Gilldbroder anden maa dele.
Huo som steffner eller deler sin gilldbroder thill tinge, før Handt deller hannem medt gilldt steffne, giffue 1 fr. øll thill vide, undtagitt Herskabs Dele och kircke gilldt.

37) Om vitterlig gilldt.
Huillcken mand som er en anden skyldig vitterlig gielldt, aff giHdbrøderne, da delis Hand først medt en mand, og Siden medt II, och leggis Hannem XIIII Dage for, och Huadt Handt icke fornyer hannem der forinden, da vere sit gillde quit.

38) Om de sig lader dele aff gillditt.
Ithem Huo Sig lader dele aff gillditt, bøde 1 fr. øll, om Handt vill bliffue vedt Sitt giHde, eller 1111 skpr. Bing, och da vere sit gillde quit.

39) Huo Breff maa bere, och tingsteffner vere.
Huo som berer Breff offuer Sin gilldbroder, for nogen fremmitt, eller laaner nogen fremmitt sitt Bud, som icke er gilldbroder, thill ad vere laffue och tingsteffuer offuer gilldbroder, giffue 1 fr. øH thill vide for Huer Sinde.

40) Om Hion adt stede.
Huo som steder Sin gillbroders Hion, emod Hans minde, før endt Handt spør Hannem adt, giffue 1 tde. øH thill vide for Huer Sinde.

41) Om gilldsysken døer.
Ithem naar gilldsysken døer, da skaB gilldtbrødre och søstre vaage offuer dennem, om de thillsigis, och Siden Hiellpe adt graffue och ringe, och dereffther H?dligen fyllge deris Lig thill graffue. Huem det icke vill giøre, giffue 1 tøde. øll thill vide, om Handt er uden lofflig forfaldt.

42) Om Hion eller veifarende døer.
!them døer gilldbroders eller gilldsøsters Hion, da maa gilldbroders eller gilldsøsters Hion, vaage offuer dennem, och Siden skall gilldbroder och gilldsøster Siellff komme, om anden Dagen, och Hiellpe dennem adt rydde Husitt, ad graffue och ringe, under 1 te. øll thill vide; Ligesaa skall och Holldis, om nogen Bettler eller veyfarende døer.

43) Om erffue øll.
Naar gilldbroder eller gilldsøster er begraffuen, da skall deris arffuinger giffue gilldbrøerne 1 tde. øll thill erffue øll, Samme affthen, eller strax der effther.

44) Om Alldermandts Len.
Ithem Huillcken af gilldbrødrene, som VIII aff de andre gilldsbrødre, huillcke skall udmelis aff alldermanden, de thill legger Alldermandts Len och Handt icke vill ve re det aar omkring giffue 1 tde. øll thill vide.

45) Om skyrebroder Len.
Ithem Huillcken mandt som de thillegger skyrebroders Len det aar, och icke vill vere, da giffue 1 tde. øll thill vide.

46) Om Steffne och gaardgangh.
Huillcken Mandt som drager sig Hierne, naar allermandn ringer, eller byder thill steffne eller gaargang, da bøde for gaargangh 1 fr. øll, uden Hand haffuer Lofflig forfaalldt, och 1 fs. for huer gang, Hand steffne forsøm er. Ithem naar Alldermanden ringer och byder fælis drefft och vange drefft thill ad driffue fæleden, Huo icke da kommer eller Hans vise budt, da bøde 1 fr. øll thill vide. Lige saa ochsaa i vangen.

47) Om Siellffvaaren steffne.
Skall Siellffvaaren steffne Holldis paa hellig tre Konger Dag, Kiøndellmyss Dag och Wollbørmyss Dag, och anden Pindse Dag, Huo icke da møder uden Hand er i Herskabs forfelldt, giffue 1 skp. Bing thill vide. Holldis och Siellfuaaren steffne paa Hellmuss Dag.

48) Om pant adt tage, och ulydighed emod allermanden.
Ithem Huillcke 1111 mendt som allermanden udme1er aff steffne adt tage nogens pant, och de icke ville, da giffue Huer, som icke vill, 1 skp. Biug thill vide.

49) Om truis naar pantis.
Ithem Huillcken mandt som gilldbrødrene ganger thill ad pante for Hans vide, som handt er falden for, och handt eller Hans Hustrue eller ombudt giffuer dennem onde ordt med trussell, bydendis Sig thill ad slaa dennem, giffue 1 tde. øll thill vide.

50) Om nogen veyrer sin rethedt adt udlegge.
Ihem Huo som giHditt giør, och sidder medt vor rethedt ad udlegge, och oss den veyrer, naar vi den begierer, och viser oss Him, giffue 1 fr. øH thill vide.

51) Om Sictis paa Aarsage.
Huo, som sictis paa sin aarsage eller paa steffne, kand Handt offuerire Siellff?redig, med vindisbyrd aff VII Naboer, paa Hellgens Edt med opracte fingre, da bliffuer Hand aarsagitt.

52) Om Stylldt.
!them om nogitt bliffuer stollen fra nogen gilldsysken i Rønninge, da maa meninge Bymendt Randsage Huer Mandts Hus och gaardt, uden Herridsfogeden, och uden all falldzmaall i alle maader, och Huillcke ocke vill lade randsage, giffue 1 tde. øll thill vide, och vere siden icke disbedre betoitt.

53) Om onde Offne.
Om nogen i Rønninge haffuer en ondt offuen, da maa meninge Bymendt rands age, Huor de ere, och dennem nedslaa, och dermedt Huereken giøre volldt eller Heruerck. Huillcken, som sin offuen icke vill lade forsøge, giffue 1 tde. ø11 thill vide.

54) Om Hegn och vonge gaarde.
Ithem Huillcken aff gi11dbrødrene der vorde r thillsagdt, ad der er gaff paa Hans vonge gaardt, och det icke lucker inden anden dags middag, giffue 1 fr. øll thill vide, och bøde for Huer gang og Huer Dag, Hand faar det ad vide, och icke Hegner. Roumarks vængegaarde skall vere fulldgiort thill wolldermyss och biugmarcks vongegaarde thill pindse Dagh. Ithem ingen maa føre mere quig paa feleden, endt Handt føder paa Sitt foder om vintteren, uden handt haffuer det i minde, Huo, som leyer græs paa fe1eden, ska11 giffue for huert stort Høffde, Ko, Hest och øg 8 s., for it Suin eller itt Faar 2 s., ad betale 8 Dage effther wollborgmyss, eller giffue daabe11t.

55) Om Staffre.
Huo, som befindis ad tage staffre af en andens gierder, da bøde derfor 1 tde. øll thill vide.

56) Om Hellde Heste och anditt queg.
Huo som fører Hellde Heste i vængen, førend alle gilldbrødrene vorder derom thill eens, eller giør uh egn med Suin, Gess eller anditt queg, giffue 1 fr. øll thill vide.
Ithem, Huo som fører mere Queg i Elluidet end Hand bør affrette, giffue 1 tde. øll thill vide samme affthen, och tage strax quigit aff igien, udilige maade maa Ingen føre mere Kree paa Rønninge feleder uden di haffuer det i meninge Bymendts minde och uden di haffuer gressbeed der imod.

57) Om queg tagis aff faalden.
Huo som tager nogitt fæ eller anditt Queg aff faalden, emod falldefogedernis minde, giffue 1 tde. ø11 thill vide.
Ithem skall det gaa ret om ad vutte vongen, och, Huo som icke vutter giffuer 1 fr. øll.

58) Om skou hug.
Ithem Huo som seer nogen hugge i en andens skou aff gilldbrødrene eller andre, och tier for villdt och venskabs skylIdt, och det paaklagis, giffue 1 tde. øll thill vide, men den som paa andens, torn, ryss, eller anden skou affhuger, giffue 1 tde. øll thill vide.

59) Om affpløyning, affslet, och affskyrdt.
Huo, som pløyer offuer gamle reene, och paaklagis, giffue 1 tde. øll thill vide, ochlegge Jorden thillbage igien, Saa er och, om affslet och affskyrdt klager nogen for evret, da giffue hand Sie1lff det samme udt.
Huo som taber Sagen, giffue de IIIISiunsmendt I fr. øll samme affthen.
Ithem huo som slaar i marken, efther quegitt er kommne i affrit, giffue I tde. øll, uden hand haffuer det i alle gillbrødris minde.

60) Huo stige giør.
Om nogen ager, eller rider eller giør stige affuer nogens eng eller korn, hand giffue I tde. øll thill vide.
Om Hør och Hamp ad Røde.
Ithem Huo, som legger Hør eller Hamp i Røde i nogle aff vore vandinger, giffue I tde. øll thill vide.

61) Om bed och tøyring.
Ithem huo som tøyrer anden mandts korn eller eng op, eller lader opbede med sin vilie, giffue I fr. øll thill vide, och betalle Skaden igien.
Ithem Huo som leyer fremmit nogen tøyring, uden alle gilldbrødris minde, giffue I tde. øll thill vide.
Ithem om nogen befindis adt ligge och bede dag eller natt medt heste i vongen, hand giffue I tde. øll thill vide.
Ithem ingen maa føre queg i affrit før alle gilldbrødrene tager vidt, under I tde. øll thill vide.
Ithem maa ingen heste og kiør eller stude i tøyer under I tde. øll thill vide, med mindre de haffuer det i alle Mands Minde.

62) Om stærcke tøyer.
Huo som setter sine Heste i tøyer, och setter dennem icke i gode stercke tøyer, de giffue I s. for Huer gang de gaar løs.
Itgem skall Huer Heelgaarmand Haffue 3 Heste i tøyer indtil Midsommer, och huer Halgaarmand 2 Heste til forne tid, i tøyret, men effther Midsommer skall Huer He1gaarmand Haffue 4 Heste i tøyer, och icke flere, men Huer Halgaarmand skall icke haffue uden 2 i tøyer altid under I tønde Øll thill vide.

63) Om tyrekorn och tyrepenge.
Ithem skall Huer mandt giffue tyrekorn och tyrepenge, effther gammell Sedvane.

64) Om dennem, som icke ville udgiffue
Huess de leggis for.
Huo, som leggis for vide for nogen sag, och icke velvilligen vil udlegge, da maa gillbrødrene med allermanden strax om anden Dagen dricke Hans vide.
Ithem Huo som bryder nogitt aff dette i denne gilldisskraa, och han d lader sig affskyrre for huad vide som hand er fallden for, och icke vill rette for sig, da maa vi dele Hannem Huis vi ville for I tde. øll, som for anden vitterlig gielldt.
Denne Byloff ville vi saa i aller sine artikkler Brødeligen Hollde, och holldit Haffue i alle maade, och dersom no gitt er forgietti, forne. Byloff, da skall alldemanden udmæle 1111 eller VIII mendt, och Huadt Mangell paa ferde er, skall gaae effther deris sigelse.
Huo, som Klager nogen sig for sin Husbund eller Hans fuldmectige, somByen vedkommer, før Hand klagis for Alldermanden och sin Naboe, bøde en tønde øll thill sine Gilldbrødre. Herpå følger adskillige vedtægter eller nøjere bestemmelser, denne bylov angående, samt dens vedtagelse for Åsum Herreds Ret år 1601, hvilket omtrent kan vise os, når nærværende gildesskrå, således som den findes indført i bogen, hvoraf skriftet er taget, blev forfattet, uagtet den vist nok er ældre; men omdannet efter tidernes religionsbegreber, sæder, skikke m.m. Forhandlingerne følge ikke i den orden, hvori de er foretagne, hvilket afskriveren ej heller vil rette; men lade bogen beholde sin originalitet. Hvad bylovens vedtagelse angår, da er den på mangfoldige steder skrevet så ulæseligt, at der kun kan findes enkelte stykker deraf, hvilket imidlertid kan være tilstrækkeligt nok til at vise dens tendens. Disse effther skreffne Erre Byesens haffuer aff gode Jordt, aff huillcke de giffuer dett effthersckreffne thill Leye af samme haffuer.
1) Peder Jacobsøn I fr. øH aff en Haffue vedt Smedens gaardt.

2) Peder Søffrensøn I te. øH aff en Haffue ocksaa vedt Smedens gaardt, som haffuer gaadt aff steilldtshid aff.

3) Noch Marren NieHsses I fr. Som ligger ved Peder Høys Hus.

4) Noch Oluff LØY I fr. aff en haffue som ligger ved Peder Søffrenssens Haffue.

5) Ithem Mats Jespersøn I fr. aff en haffue Som ocksaa ligger ved Ped. Søffrensøns haffue.

6) Rasmus veffuer I otig øll nogitt Jord aff gaden.

7) Ithem Hans kremer I oting øll aff gode Jord.

8) Noch Peder HØY I fr. øH ochsaa for gaade Jord.

9) Hans Matsøn I fr. och O oting for I haffue.

10) J ep. Hindtssøn I tde. och I oting aff en haffue.

11) Jørgen skoumager I fr. øll aff en haffue.

12) Hans Smedt I fr øH aff en haffue som blef beuilligitt thill husit.

Noch Byrrelldt 2 s. aff itt plantebæd, som Hand tog ind thill Haffuen.

Ithem Peder Plog I s. for gode Jord.

Niels Matssøn 2 s.

Hans Nielsøn 1 s.

Ithem I fr. øll aff præstegaarden aff en gyde vedt Præstens Hus, naar der er Vang i Helliggiestistofft. dette forn. skall udgiffuis woHborg myss Dag, eller giffue dobbillt.
Ithem den 30 Augusti stod alle Rønninge Mendt och gaff last och klage paa alle de tørre graffue, som Waare graffuen paa Liungitt, Huadt skade di faar effther den Dag, paa Huiss det er, skulle de betalle skaden igien, baade den som nu graffue ere, och her effther bliffuer.

Anno 1618 den 2 Januari da udmeldte Allermanden aff steffne 8 mendt, och skulle Sige om Mk. Elvedet, som skal være Aarlig Inde; som vaare disse efftherskreffne mend,
1) Peder Søffrenss. 2) Hans Matss., Lauritsjørgenss., Mats Lauritss., Otte Hanss., Peder

Mogenss., Anders Pederss., och Gregers Lauritss., och haffuer same. forne mend Ligts och lagt det saa, at den skal gaffue Luckis 14 Dage for Woldemyss, ved I tde. øll til vide, och fuldluckis til Woldermyss ved en tønde øll til vide.

Haffuer same forne. mend sametid samtyet, at huil1cke kræ som gaar offuer hans egen haffue Gierder, oeh kommer v vongen, oeh hand skal giffue I Otting øll til vide for huers høffde.

Anno 1624 Kyndelsmisse Dag til selffvaaren steffne, samtøeket menige Rønninge Bymend met Werandre, at wer aff dennem skal vere forplietet at tage ved Aldemands Læn it aar igiennem, oeh for sin Umage skal haffue en Ko i Elffvedit oeh dersom nogen Veigrer sig her udi at Verre Aldermand, da skal hand giffue 2 tdr. øll til Byen, oeh end da Verre forplietet at tage ved Aldermandslænit, eller Huileken der ieke Sellf Vil Verre Aldermand, skal Hand Verre forplietet at skaffe en anden i sin sted, Under forsehreffne Vide.

Det følgende stykke er så utydeligt skrevet, at afskriveren ikke kan læse det fra ende til anden. Det læselige følger hermed:

Adtt Jep Hindtsens i Rønninge aldermandt ibid. stodtt op idagt Innden thing, som Er thors dagen thend 13 Dagt augusti Aar 1601, aet geff thell kiende, ad hand haffuer daa thell spurde hand forserefne Rønninge mend, desligist … om di dend uilde holde oet Efttherkome, saauitt den Indeholder oet Formelder, oet For dem paa deris Byesteffne haffuer veridt oplest, daa Suaridtt di sampligen adtt Saauitt Same deris Byelong Indeholder oet Formelder … oet for them haffuer ueritt oplest dem vuille di udi alle made holde aet Epttherkome; der Eptther fremstødt Rasmus matsmed i perstrope paa hans hosbunds Erlig aet welb. Frue Baatthe Bredis thell … hendes thienneres weggne, suaridtt adt dersom det skall gelde hindhes Jordtlodt skall hundt thennem Irke Sambtøeke noghen ad besegle Samme deris Byelaugt, der thill Suaridtt adtt Icke skall korne dend gode Frue hindhes Eghendom Eller Los uidtt i noghen made, men alenist Ickun deris Byes Rett.

Derpå følger beselingsmændenes navne, af hvilke kan læses:
Peder Bull i Thruppe, Fogidtt i Aasum Herrid;

Hans Isson ibid. Hans Persen i Høybye; Frederieh Muele i Otthense, Anders Lange i Alderuppe, oet Jep Hansen i Perstrope.

Neden under findes 6 voxsegl, den 6te beseglingsmand p. Jep Hansen, har ventelig intet signet haft, derfor er der på hans plads intet aftyk i voxseglet.

Anno 1633 Midfaste Søndag haffuer Meninge Mend verit til siellffueren steffne oeh da vedtagit oeh samtøet, at Rønninge Mae skall tagis i hegn oeh gafflukis 14 Dage før Wolbormis under en hallff tønde øll till wide oeh huis kræ som findes i forne. Mae thill Wolbormis, skal giffue for huer høffd I s. for huer gang det findis. Ithem haffuer de wedtagen at la same Mae thell første gro till Boilmis, siden den Dag maa huer slaa sit uden nogen wide i alle maader.

Midfaste Søndag 1633.

Samme Dag haffuer de wedtagen at huileken mand som føder tyeren skall haffue sexten skiepper biug vell maald Midfaste Søndag, for hans foder, derforuden skall hand haffue 2 skiepper biug, oeh gress till in ko ideris eluide oeh derfor skall hand som føder tyeren giffue Bymendene, naar han d anammer bygit in god tønde øll, som hand kand forsuare, oeh de wille were fornøgit med.

Anno 1637 Mandagen den 5te Juni paa almindelige Rømnninge sognestefne blef sam tøet af meninge Rønninge Bymend, som da tilstæde vaare, at huicken somhelst af Rønninge Bymands eller Qvindis persone, som nu er, eller herefter kommendis vorder, verre sig enten af gaarde, gadehuse eller husfolek, karls eller qvindis persone, der enten i Ædruskab eller Druekenskab, eller nogen god samqvem, sicter en anden paa hans nafn, ære eller gode ryete, da skal den gifve en tønde øIl til deris By, och en ørtug hafre til deris Hosbond. Och den som icke er goed for att udgiffve, straffis paa sin krop, och siden forvisis af Byen. Och det efter it tings Vidne daterit Aasumherritsting, Torsdagen den 27de Juni Anno 1622. Ithem den som saaledis sicter, och kan d det icke bevise och bliffver pantet derfor, da skal den seIlf betale pantet.

Anno 1631 Torsdagen den 3 Martii, er paa almindelige Rønninge sognestefne och siden paa Aasumherritsting af meninge Rønninge Sognemend samtøck och vedtagen, at de endeligen skulde holde deris Hunde i stercke iernlencker bundne, saa ingen maa hafve løse hunde, Och dersom nogen findis at hafve løse hunde, dag och natt ofver, den gifve en tønde øIl till Vide til begge Byer, och betale skaden, om nogen fangendes vorder. Och samme vide som saa maade falder, maa Aldermanden pante for, Uden all Brøde enten Vold, Herverck eller andet.

Och huilcken der pantis, som enten biuder hug eller slag, den bøde dobbelt Wide tho tønder øll i Liigemaade.

Ithem Huo som haffuer Hvalpe at opføde, och forelagt at binde dennem, da det strax att efterkomme Under Vide, som foresigis.

Anno 1644 den 3 Julii samtøcte Mening Rønninge Bymend, at naar nogen pant tagis for Vide, som nogen kand Vere falden for, och den, som pantet eyer icke Inden 3 Uger Løser samme pant, da skall samme pant vere forbrot och icke skal Videre Kræffue det.

Lest paa Aasumherristhing den 22 Januari 1646.
Anno 1648 alle Helgns dag samtøcte meninge Rønninge Bymend at Hver som pløyer och saaer skall saa Aarlingen I fkr. Erter, eller mere, under in Hal tø øH, och Huo som befindis at plocke erter paa andens grund enten i posr, korfve eller anden gemme mere end en haandfuld eller in rusme, skall haffue forbrut samme vide.

HARTKORNETS AREAL I R0NNINGE SOGN.

På hele Rønninge sogns føranførte fri og ufri ager og engs hartkorn 278 tdr. 4 skpr. alb. og skovskyld 2 tdr. 3 skpr. 1 frdk. 22/3 alb., er et areal af 2670 tdr. land, som udgør på tønde hartkorn 9 tdr. 4 skpr. 3 fdkr., men på ager og eng alene 7 tønder land.

JORDBUNDENS BESKAFFENHED I R0NNINGE SOGN.

I Rønninge Sogn er den 3/4 af jordbunden sandig og stenet og den 1/4 leeragtig; altså i det hele god rugjord.
Jorden i Rønninge sogn er, som man i almindelighed kalder det, hØj jord eller land. Den er næsten overalt flad, dog er der allevegne fornødent affald for vandet. Mergel findes på flere steder i sognet, både kalkmergel og lermergel, men neppe ½ alen dybt, undtagen i Lavindsgårds løkker, hvor den et sted har en temmelig stor dybde.

FOLKET I R0NNINGE SOGN.

Udi Rønninge sogn er folket af begge køn i almindelighed smukt og velvoksent. De have veldannede ansigter og legemer. Her giver næsten ingen krøblinger. Mandspersonerne er for det meste af en 64 a 66 tommers højde, enkelte er 70 tom. og derover. De mindst høje er 61 a 63 tom. Lyst hår er det almindeligste, men der er også nogle med sort hår, men meget få med rødt hår.
Husfliden er rosværdig overalt her i sognet, især hvad kvinderne angår. Man ser dem aldrig ledige om sommeren, når de gå ud at malke i marken, og hvor de ellers gå hen, have de altid en handske, en strømpe eller trøje at binde, eller strikke på. Om vinteren sidde de om aftenen mindst til kl. 22, og sy, spinde eller vinde. De forarbejder alle de klæder, som bæres af begge køn i huset, de gøre smukt vergarn, klæde, vadmel og dynevår, af hvilke de 2 sidste slags undertiden sælges noget, når børnenes antal tillade det. Mandfolkene passe også til alle tider og årstider deres forretninger trolig og vel i hus og mark. De kan hugge og gøre alt hvad der kaldes avlsredskaber og det meste af husets nyttige ting. Dette vænnes de til fra ungdommen af. De lægger selv fornødent tag på deres gårde eller huse. Om vinteraftener laver de gerne et eller andet til gavn og nytte, såsom at spinde garn til reb og tøjr, som de siden selv forfærdige.
De laver træskeer, træsko, skobørster, nogle også vøjerkurve m.m; dog alt dette kommer meget an på hvorledes husfaderen selv er, og finder især sted, når han har sine egne sønner til at tjene sig. I min præstegård sker det alle vinteraftner af tjenstekarlene.

Hvad bøndernes klædedragt her i sognet angår, da afviger den ikke fra den almindelige almuemands her i landet, dog for den forandrings skyld, som den muligen udi tiden kan blive og vist nok også bliver underkastet, vil jeg ikke undlade her at anføre, hvorledes den er på nærværende tid hos begge køn:

Mandfolkene, når de er blevne mænd eller er gamle, gå i almindelighed dagligdags med en lang hvid vadmelskofte med overtrukne eller metalknapper udi, hvorunder de bære en stribet vergarns brystdug, og under denne igen en hvid ulden trøje med ærmer i. De har gerne et uldent klæde om halsen. De går enten med korte skindbukser eller uldne bukser, kun få har lange bukser. Til daglig går de enten med en ulden højrød eller randet hue, med hvide uldstrømper og træsko. Til rejser har de en lang blå vadmelskjortel og en grov hat. Til stads bær de en lang fin blå hjemmegjort klædeskjortel med overslag på, og med enten overtrukne eller kamelhårs knapper i. Den er i almindelighed drættet med multum af samme kulør som ydertøjet. Kun enkelte have rask til underfoder. Under denne kjortel bær de en vest, enten af smukt stribet vergarn eller af kramtøj, især rødstribet eller prikket kassimir, med blanke messingknapper udi. Om halsen bær de gamle endnu de i mange år brugelige halsklude af lærred, eller et bomuldstørklæde. De unge mænd har gerne et silkehalstørklæde, en fin linnedkrave, som enten er broderet eller med kryds på.
De gamle eller aldrende mænd går i almindelighed til stads med blå uldstrømper og sko, de yngre derimod mest med støvler.
De unge karle og drenge bære til daglig en kort blå hjemmelavet ulden trøje med overslag på og med overtrukne knapper i, en stribet vergarns vest, lange enten hvide lærreds-, stribede vergarns- eller vadmels bukser, hvide uldstrømper og træsko. Til stads have de en finere ligeledes kort hjemmegjort blå klædestrøje, med hvide eller gule knapper udi, en kramtøjsvest, som oftest lavet af kassimir, fine broderede kraver eller kraver med kryds, et kulørt silketørklæde om halsen, et bomuldstørklæde i lommen, lange hvide fine lærredsbukser om sommeren, men blå uldne om vinteren af samme tøj som trøjen, hvide uldstrømper og en moderne hat. Hatte ses i vore tider kun sjælden på de unge karle og drenge, da det nu er blevet skik, at de fra deres barndom af gå barhovedede. Når det er ondt vejr, har de dog en slørhat. Karlene have herforuden en lang blå fin hjemmegjort klædeskjortel, som de bruger, når de gå til guds bord, til offers, til bryllup osv., hvortil de have hvide eller kulørte veste, lange klædesbukser, og blanke, såkaldte ungerske støvler med duske på, og sølvur med en smuk kæde ved. Hver ungkarl har gerne en merskums sølvbeslaget tobakspibe, mere til stads end til brug; thi kun få ryge til daglig.

Fruentimmerne klæde sig omtrent som følger:
De gamle og aldrende gå til daglig med stribede helst blå uldne strikkede trøjer med lange ærmer i og dertil en stribet vergarns bul, som er et livstykke uden ærmer, der hægtes om livet, en ulden klokke og et stribet vergarns skørt, et blåstribet eller ternet enten uldent eller linned forklæde, på hovedet en kattunshætte med lærred under, og dertil et fint lærredskorsklæde.
Om søndagen bær de en vergarns trøje og skørt af et smukt mønster, som næsten er forskelligt hos hver, da den ene har det smukkere end den anden, et fint enten hvidt eller blåternet forklæde, en hætte af kramtøj og dertil et meget stort korsklæde.
Til stads har de enten et fint rødt hjemmegjort dreielsskørt og en trøje af stof, blommet netteldugs forklæde, og tørklæde under trøjen af samme slags, over hvilket de have et silkeklæde. på hovedet har de en silkehætte og et meget stort fint korsklæde. Til hovedpynten mangler der ikke af de kostbareste brede atlaskes bånd.
Når de følge lig af nærmeste slægt har de en sort multumskjortel på, men ved andet ligfølge kun en sort trøje og skjert; ved ligfølge har de en sort silkehætte på, som bindes enten med sorte eller hvide silkebånd.
Når en enke eller pige står brud, har hun altid sort kjortel på; den samme som hun har på, når hun går til guds bord.
Enkerne bær som brud en sort fløjlshue med guldgalloner eller guldkniplinger om, og meget fint linned på hoved og hals.
Pigerne har derimod bart hoved med opsat hår og nedhængende krøllede lokker foruden en blomsterkrans, glimrende nåle o.s.v., de har desuden om halsen et halsbånd af perler, og undertiden ørenringe i ørene. Piger stå altid brud med bar hals, og de har også altid et bredt silke livbånd om livet.

Ugifte fruentimmer af bondestanden klæder sig til daglig som konerne, med den undtagelse, at de i almindelighed har en højrød ulden strikket trøje med meget korte ærmer i, kostbarere linned på hovedet, og at deres forklæde, som gerne er af blåstribet lærred eller vergarn, er så stort, at det næsten går ganske om dem for neden, og at det ikke bindes, men hænger i seler over skuldrene. De bær også til daglig en stribet vergarns bul.
Om søndagen går de med en meget kortlivet, fin og smuk vergarnskjortel eller trøje og skørt, og fint og udstående linned på hovedet over en lille silkehætte. Til stads har de enten en kattuns kjortel, eller sjældent, en silketrøje; begge meget kortlivede, og dertil et rødt stofskørt, et blommet netteldugsforklæde, et fint blommet netteldugs tørklæde af broderet og med fine brede kniplinger om, og dertil kostbare atlaskes bånd. Over tørklædet om halsen have de enten et lille silketørklæde med fryndser om, eller et stort kastetørklæde af silke, og et bomuldstørklæde i hånden.
Både gamle og unge fruentimmer går til alle tider med blå uldstrømper, med træsko dagligdags og med sko om søndagen og til stads.
Yppigheden tog stærkt til i bondestanden under den sidste krig og nogle år derefter, da bonden fik alle sine varer godt betalt, men da det modsatte nu finder sted, falder pynteligheden visst herefter bort af sig selv. Den nulevende slægt har dog den anskaffede pynt og stads, som kan vare sålænge den lever; thi bondestanden kan overmåde længe bevare deres klæder og sager.

I Professor Begtrups beskrivelse over agerdyrkningens tilstand på Fyn, Langeland o.s.v. fra år 1806 findes en indberetning af mig om bøndernes daglige husholdning her i sognene, om beværtningen ved deres bryllupper, barsler, begravelser, høstgilder og i julen; hvorfor jeg anser det for overflødigt her igen at anføre samme.

I Rønninge sogn findes adskillige gode håndværksfolk, især tømmermænd og vævere med mere end 20 vævestole. Alle herværende håndværksfolk er for det meste formuende, hvilket man også kan sige om bønderne i almindelighed her i sognet, uagtet egnen ikke er den fordelagtigste.

I Rønninge sogn bor til denne tid 521 sjæle, af hvilke de 279 hør til mandkønnet og de 242 til kvindekønnet.
Communicanternes tal er p.t. af begge køn 313.
Siden udskiftningen i sognet har folkemængden, formedelst de mange ny parcelsteder, tiltaget med over 100 sjæle.

Årlig fødes i sognet imellem 13 og 19 børn af begge køn, af drengebørn 7 a 10 og af pigebørn 6 a 9.
Årlig dør i sognet ca. 9 mennesker, hviket er omtrent halvdelen af de fødtes tal.
(1): Der er en skik bevaret fra oldtiden af; at der drikkes arveøl efter de afdøde, og det helst samme dags aften som den døde er begravet. Arveøl er en tønde godt fedt øl, som gives af den efterlevende eller ud af stervboet efter afdøde gårdmand eller gårdkone, men kun en halv tønde efter husfolk. Dette øl drikkes af bylauget under følgende ceremoni:
Når gæsterne er samlede, hvilket gerne er kl. 18 om aftenen, så sætte de sig, så mange som kan rummes omkring bordet i sørgehuset. Talemanden, som enten er sognefogeden, oldermanden eller en anden til forretningen duelig mand, sætter sig for den øverste ende af bordet, hvor øllet, af en dertil beskikket mand, tappes af tønden og frembæres til gæsterne.
Når halvdelen af øllet er drukket, bliver der holdt lyd, som det i daglig tale hedder. Efter forudgivet tegn og under den største tavshed og andagt af gæsterne, holder talemanden efter en trykt formular en smuk og passende kort tale, i hvilken, efter at anledningen til samlingen med et par ord er anført, der bedes for kongen, dronningen og det hele kongehus, dernæst for kongens tro mænd og råd, for landets gejstlige og verdslige øvrighed, for deres præst og degn, for frugtsommelige koner, for hver mand i lauget og i landet, der nedbedes velsignelse over enhver stand og landet, der bedes om landefred, om et lykkeligt og frugtbart år, befrielse fra smitsomme sygdomme og landeplager o.s.v.
Til slut formanes til brodersind, enighed og kærlighed, hvorpå han med opløftet røst spørger gæsterne, om nogen har noget på øllet at klage, hvortil alle med høj røst svare: “øllet er godt”, og da drikkes det øvrige øl i tønden. Som her er anført om arveøl, forholder det sig også når Igangs-øl drikkes af bylauget. Dette sker når nogen er blevet gift og har fået gård eller hus, thi derved indlemmes han i bylauget. Dette Igangsøl drikkes på ubestemt tid. Ligeledes når herskaber giver godsets bønder slågilde; men sker kun når vejret tillader det. Dette sker gerne på åben mark uden for gården, og da lejre sig mændene i en kreds omkring øltønden på græsset, men talemanden sidder på en stol nærmere tønden. Både karle og drenge er med ved disse samlinger og drikke med af øllet.

Siden vaccinationernes indførelse, hvilket hvert år sker af distriktskirurgen, som skal bo i Nyborg, har dødeligheden blandt børnene i sognet aftaget meget kendeligt, og forældrene er meget villige til at lade deres børn vaccinere og har tiltro til den. Den almindelige alder, som almuen opnår her i sognet, er mellem 65 og 75 år, enkelte 80 ja 90 år og derover.
Dødsårsagen er meget forskellig. Den almindeligste hos de aldrende er brystsvaghed. Denne mener jeg ikke så meget kommer af landets jævnligt tågede luft, hvilket man vænnes til fra vuggen af, som af tilfældig forkølelse, der ikke i tide bliver taget i agt.
Smitsom syge, der oftest ved uforsigtighed indføres i sognet andetsteds fra, bortrykker undertiden enkelte mennesker, især dem, der først angribes af den, fordi de ofte fortier sygdommen af frygt for lægens medikamenter. De fleste have for lidt tiltro til medicinen. Det er sket, at en udenbys formuende mand her i sognet, som lå syg af sprinkler, da han af de nærværende hørte, at doktoren ville komme til ham den dag, 3 gange samme dags formiddag sendte ridende bud til mig, for at sige, at han ingenlunde ville have doktoren til sig. Han truede endog sidste gang med evigt uvenskab, men doktoren kom, og næst Gud helbredte manden, som var døden nær. Først efter nogen tids forløb tilgav mig min hårdhed.

KIRKEVÆSNET.

Rønninge kirke er førhen beskrevet. Den tilhører major Lemwigh til Rønninge Søgård. Den holdes i god forsvarlig stand indvendig og udvendig.
Dens indtægt af 1/3 part korntiende af sognet er efter den skete tiendeforening med sognet ved Odense amts tiendekommissarier i år 1811:

rug 33 tdr. 4 skpr. 1 2/3 fdkr.
byg 29 tdr. 7 skpr. 1/3 fdkr.
havre 49 tdr. 4 skpr. 1 1/3 fdkr.

De 13 tdr. 5 skpr. 2 1/3 fdkr. af hver af de benævnte 3 sorter korn leveres i skjeppen; det øvrige betales efter hvert års kapitelstart, på lidet nær, som betales efter middeltallet af de 10 sidste års kapitelstart.

Herforuden er dens indtægt 1/3 part af sognets kvægtiende, som år om andet er 16 a 20 rbdr. rede sølv.

Når undtages en enkelt af mandskønnet, er begge køn flittige kirkegængere, og forholde sig altid sømmeligen i kirken og er agtsomme på hvad der tales og læres. I enhver menighed kan vel findes et enkelt råde nt lem. Dette er Rønninge menighed heller ikke fri for, men i almindelighed fortjener menigheden den ros, at den har agt for religionen og viser gode sæder.
Især fortjener gårdmændene med koner og børn og husmændene med deres koner denne ros, men de sidstes børn dog ikke altid og heller ej alle.
Sønnerne, som i vore dage tidlig blir karle, måske for tidligt, er ikke altid så sædelige, som de skulle og burde være. De bander, og de tømmer jævnligt glasset i sammeniaug, de stadser over evne m.m., blot for at vise at de er karle, og dette altså ene som følge af deres endnu umodne forstand til at kunne skønne det rette og ærefulde.
Døttrene har gerne den fejl, at de alt for tidligt gøre sig umage for at få kærester, for at de kan bli ligeså tidlig gift, som gårdmandsdøttrene. De blir det også ofte, men til deres egen ve og skade og fattigvæsenet i sognet til byrde. Ikke sjeldent sker det, at en sådan pige gifter sig med en karl, som hverken har hus eller hjem, og som ikke er i stand til at ernære hende med sin karleløn, og det såmeget destomindre da barselet gerne kommer straks efter brylluppet, hvorved hun er sat ud af stand til at kunne hjælpe til med at fortjene til livets ophold. Ja, der gives endogså dem, som gifter sig på fattigvæsenets regning, og som rent ud tør sige: kan vi ingen huslejlighed få, skal fattigvæsenet nok skaffe os den, når vi først har holdt bryllup. Dog siger jeg ikke dette om alle husmænds børn . Der findes virkelig også mange iblandt dem, som i sædelighed ikke viger for gårdmandens. Det kommer meget an på forældrene, hvorledes de er. Der findes dog ikke så få retskafne, som styre vel deres børn og give dem gode formaninger og eksempler. Hvad der ellers mest er årsag til forskellen på sædelighed imellem gårdmands-og husmandsbørn er, at de sidstes ofte komme tidligt ud af deres forældres hus, for at tjene, og undertiden så langt bort fra forældrene, at forældrene intet tilsyn kan ha med Gårdmandsdatteren går derimod, såvel som sønnen, stille hjemme, ser og hør kun godt af forældrene, og disse glemme heller ikke, at indgyde dem sand æresfølelse. Overalt lærer erfarenheden, at man i almindelighed er langt bedre faren, med at have et gårdmandsbarn af hvilketsomhelst køn i sin tjeneste, end et husmandsbarn. Til slut vil jeg ikke undlade at tilføje, at det nu er gået af brug, at lade børn døbe i kirken.

SKOLEVÆSNET.

Skolen for Rønninge sogn ligger i Rønninge by. Om skolebygningen er foran skrevet. Den vedligeholdes af hele sognets fri og ufri hartkorn.
Kirkesanger- og skolelærerembederne er her i sognet samlede, hvad lønning der følger med samme, er også foran anført. Skolevæsenet er p.t. i meget god orden. Det er organiseret efter den kongelige anordning af den 29 juli 1814, i overensstemmelse med foreskriften fra amtsskoledirektionen.
Skoleungdommens tal er 61 af begge køn, deraf 36 drenge og 25 piger. De er inddelt i 2 klasser, som søger skolen hveranden dag i ugen, med den befalede undtagelse af de 3 sommermåneder. Offentlig eksamen holdes 2 gange om året i skolekommissionens overværelse, nemlig sidst i april, og sidst i oktober måned. Ved denne eksamen blir skoleungdommen eksamineret i følgende:

2den klasse:

1) p.t. Biskop Balles Lærebog med Kundskab derom, samt Luthers lille Katekismus.
2) Ortografi.
3) Mekanisk Læsning og Kundskab derom, samt Begrebernes Udvikling, p.t. af O. D. Liitkens Læsebog, Justes Haandbog og Prahls Fortællinger.
4) Det gI. og ny Testamentes Bibelhistorier af Thonboe.
5) Skrivning.
6) Skriftlæsning.
7) Regning af Hovedet efter Nielsens Materialier.
8) Regning på Tavlen.
9) Fædrelandets Historie og Geografi, med Landkortet over Europa og det specielle Kort over Danmark.
10) Naturhistorie af F. Just.
11) Sang.

1ste klasse.

1) Indenadslæsning med Kundskab derom, samt Begrebernes Udvikling.
2) Nogle Parter af Luthers Katekismus.
3) Staveøvelser.
4) Forstandsøvelser.
5) Skriftlæsning.
6) Skrivning.
7) Regning af Hovedet.

Hver klasse har gerne sin underafdeling, og den øverste afdeling i klassen har altid noget mere i visse ting, end den anden; således har altid den lste afdeling i lste klasse nogle kapitler af lærebogen, og nogen regning på tavlen.
Når eksamen er forbi, sker opflytningen fra lste klasse til anden, og i oktober måned tillige deres udskrivning af skolen, som dertil have alder og kundskaber.
Skoleungdommen søger flittigt skolen, særlig om vinteren, og der er i denne henseende ingen forskel på de udenbys og dem i byen, når vej og vejr tillader det.

JORDEMODERVÆSENET.

Udenfor Røjrup by her i sognet bor den af stiftamtmanden beskikkede eksaminerede jordemoder for det hende tildelte jordemoderdistrikt. Hun bor næsten midt i samme. Dette jordemoderdistrikts hartkorn udgør i alt 560 tdr., og består af hele Rønninge sogn, dets fri og ufri hartkorn, Kappendrup by i Rolfsted sogn, hele Birkinde sogn tilligemed hovedgårdeneVejrup og Selleberg. Dette hartkorns beboere bekostede i år 1817 et ved bemeldte Røjrup nyt og meget smukt indrettet jordemoderhus med have til. Dette kostede distriktet 1400 rbd. n. v.
Den nærværende jordemoder frabad sig den bestemte græsningsjord til huset; men i dens sted indgik hun en akkord med distriktet, at give sig årlig visse tønder rug og byg, såvel for græsning som ildebrændsel, hvilket beløber sig pr. td. hartkorn til 2/3 fdkr. af rug og byg.

FATTIGVÆSENET.

Rønninge og Rolfsted sogne udgør et fattigdistrikt. Fattigvæsenet her i sognet tog sin begyndelse 1 januar 1804, og blev fra den tid ordnet efter det befalede provisoriske reglement.
De fattige er inddelt i 3 klasser; i første klasse er de mest trængende, de gamle, som intet selv kan forhverve og hos hvem ingen forbedring kan ventes, i anden klasse er fattige og faderløse børn, i tredje klasse de, som vel kan forhverve noget, men ikke alt til deres underholdning, eller som til en tid behøve understøttelse.
I år 1818 har fattigvæsenet haft 11 fattige i første klasse, 3 i tredje klasse at forsørge; men ingen i anden klasse. Disse fattige kostede fattigdistriktet i viktualier og penge 180 lpd. rugmel, 124 lpd. 8 pd. malt, 19 lpd byggryn, 18 lpd. grubbernel, 9lpd. 8 pd. smør, 9lpd. og 8 pd. flæsk, 1 tde og 5 skpr. ærter og 27 rbd. 5mk. 4 s. i penge. Den største almisse var 18 lpd. rugmel, 10 lpd. malt, 2 lpd. gryn, 2 lpd. grubbernel, 14 pd smør, 14 pd. flæsk, 1 skp. ærter og 2 rbd i penge; den mindste almisse var 12 lpd. rugmel, 8 lpd. malt, 1 skp. ærter, 12 pd smør, 12 pd. flæsk og 2 rbd. i penge.
Desuden har 2 fattige husmænd, som har mange børn, fået nogen understøttelse i mel og malt, hvortil kommer, at distriktet betaler for en fattig blind pige årlig, som holdes i Odense Hospital. Betalingen for hende var i år 1818 117 rbd. Distriktet har samme år også betalt 32 rbd. 3 mk. 13 s. til Odense Hospital for en sindsvag karl i dårekisten. Når alt dette regnes sammen, har fattigvæsenet i år 1818 kostet fattigdistriktet, ildebrændselen 7 læs tørv in natura iberegnet, den summa 612 rbd. 85 s.

DYRERIGET.

I Rønninge sogn findes de samme tamme firfadede husdyr, som i hele landet: heste, køer, får, svin, hunde og katte.

Hestene er af en god art, muntre, stærke og i almindelighed velskabte. De er en blandning af fynske og sjællandske heste. I hver gård holdes gerne et par stadsheste af en 10 kvarters højde. Til avlingens drift holdes i en hel gård 4 arbejdsføre heste, hine stadsheste iberegnet, foruden 1 klod og føl. I de større gårde holdes 2 heste flere. En halvgård har også 4 heste, hvilket gårdens avling fordrer. Derimod holder en bolsmand kun 2. Hver gårdbeboer sørger altid for, at han kan få en ren, sund og velskabt hingst til sine hopper, ikke sjelden søges disse på herregårdene.

Køerne i sognet er i almindelighed temmelig store og gode til malkning. Bonden regner 1 fjerding smør af hver ko om året til salg, foruden til egen fornødenhed i husholdnngen. Her i sognet holder bonden siden udskiftningen i almindelighed 1 ko på hver td. hartkorn, da hestenes antal ved selvejendommen af deres gårde er formindsket. Årlig tillægges i en halvgård 1 kalv, i en helgård 2 kalve og i de større gårde 2 a 3 kalve. Hver gårdbonde sælger gerne 1 ko om året, som erstattes af ungkvæget, af hvilket undertiden også 1 sælges.
Oldermanden holder altid bytyren, for hvilket hver gårdbeboer i byen årlig hver kyndelsmis dag giver ham 1 skp. byg. Husmænd holde på deres huslod, som her er 3½ skpr. hartkorn, 1 ko.
I gårdene stå altid 2 køer i en bås. I kohuset er i almindelighed kun lavt til slyden, på hvilken findes hø.

Fårene her i sognet er af den engelske race, og de har lang og god uld. En gård har gerne et par får flere end tdr. hartkorn. Fårene føder som oftest 2 lam om året, og i den henseende holdes helst en tvillingvædder. Hver gårdbonde sælger årlig nogle lam enten til slagterne i København eller her på Fyn. Fårehuset i bondegårdene er hverken stort eller luftigt, og der gøres kun rent engang om året. Husmænd har sjælden får.

Svinene i sognet er af middelstørrelse, men er af en god art, thi de bliver let fede. I nogle gårde tillægges om efteråret de til næste år udfordrende stiesvin. Et sådant svin vejer, når det slagtes, imellem 8 a 10 lpd., enkelte mere. I andre gårde lægges først de grise til om foråret, som slagtes ved årets slutning. Nogle af disse vejer da imellem 6 a 9 lpd. Gårdbonden holder i almindelighed 2 fedesvin om året til sin husholdning. Enkelte opføder en sommergris, som slagtes halwoksen, enten til et af deres avlingsgilder, eller til julen. Kun få holder søer.
Tillægsgrisene må altså købes af dem, som holder søer. Galtgrisene søges mest til tillægssvin, fordi de blir federe end søerne. Kun een orne holdes i hver by, hvilket går efter omgang i byen, og den som holder ornen, får hver kyndelsmis dag af de andre gårdbeboere 1 skp. Havre, som kaldes ornehavre.

Hundene hos bønderne her i sognet er de almindelige køtere, eller de såkaldte bønderhunde.
De er ikke store, men er tro og vagtsomme. De har alle hundekulører og er enten glathårede eller langhårede. Sjelden har en bonde sin gårdhund længere end til den er 8 eller 9 år.
Bønderne har nemlig i almindelighed den overtro, at hvis den bliver ældre, lever den, som de siger, på mandens alder. Den rette årsag er vel, at hunden med alderen taber sin hørelse og vagtsomhed.

Kattene i sognet er de almindelige. I hver gård findes gerne 1 a 2 katte. Hver husmand og indsidder har også 1 kat.

Af fjerkræ haves som husdyr: gæs, høns, ænder, duer og kalkuner; dog de sidste ikke gerne hos bonden.

Gæssene er de almindelige. En halvgård har gerne 2 a 3 gæs og 1 gase; En helgård 3 a 4 gæs og en gase, og tillægsgæs. 1 gås kan, når ikke ræven eller gåsesyge kommer imellem, årlig få indtil 12 gæslinger. Det er dog meget sjældent, at de alle lever og kommer til gavn. De unge fuldsmå, såkaldte gåsebiller, er meget skadelige for gæslingerne. De unge fuldvorne gæs sættes på sti midt i oktober måned, og til hver gås at fede regnes 2 skpr. havre. Når bonden har fler af dem end er nødvendig til hans husholdning, sælger han dem enten magre til andre, eller fede til købstæderne, især til mortensaften. En gårdbonde slagter årlig til egen husholdning fra 10 til 20 stykker, eftersom han har mange eller få børn og tjenestefolk til. På en bondegård af 6 til 8 tdr. hartkorn er, når ikke haves børn, i almindelighed kun 5 mennesker: mand, kone, karl, pige og dreng. I enhver gård holdes en halv snes høns og 1 hane. Der sælges årlig nogle kyllinger og æg. Ænder og duer findes kun på enkelte steder.

Af firfadet spiseligt vildt har man her i sognet rådyr og dådyr, som dog kun er strejfdyr, harer og pindsvin, som bønderne gerne koger suppe på.
Af andre firfadede vilde dyr er der i sognet: ræve, oddere, mårer, der i de sidste 10 år har formeret sig så meget, at de nu næsten findes i enhver gård, hvor de gør megen skade på små kreature, egern, væsler, ildere, muldvarpe og foruden rotter og almindelige mus, mark- og skovmus, samt flagermusen.

Af spiseligt fuglevildt findes her svaner og vildgæs i søerne, vildænder af forskellige sorter, skovduer, agerhøns, vagtler, adskillige arter af snepper, såsom: skovsneppen, og den større og mindre bekkasin; desuden stæren, flere arter af lærker og kramsfugle, brokfugle og viber.
M andre fugle er her: storke, rørdrummer, hejrer, ørne, hønse- og spurvehøge, glenter, musvåger, ravne, krager, alliker, skader, som meget formindskes, det man giver måren skyld for, ugler, skovskader, tornskader, gøgen, bubberen, terner, træpikkere, kærnebidere, havrevimper, gjerdesmutter, guldspurve, gråspurve, nattergale, irisker, stillidser m. fl.
M fisk i søerne, åen og dammene haves i sognet: gedder, foreller, aborrer, brasen, sudere, ål, flirer, rudskaller og andre skaller og elritser.

Af amfibier findes her klokkefrøen eller Peder Oxes frø, tudser, firben, snoge, hugorme, stålorme m.m.

M insekter: skarnbasser, gåsebiller, oldenborrer, brandenborrer, eghjorte, mariehøns, st. hansorme, ørentvister, flere arter sommerfugle, møll, guldsmede, hvepser, bier, gedehamse, myrer, små og store fluer af mange sorter, myg, edderkopper af forskellige slags, krebs, tusindben m. fl.

M orme: fuber(?), regnorme, snegle m. fl.

PLANTERIGET.

M økonomiske planter er her:

Hvede, den almindelige rug, sommerrug, som fås S1. Hansdag, byg fire og toradet, himmelbyg, den gule havre, almindelige ærter, og sukkerærter, boghvede, vikker, rød kløver, hvid kløver, hør, hamp, kummen, alle sorter kål og havevækster, humle, kartofler, bønner, jordbær, tyttebær, brombær, blåbær, pors m.m.

Af farveplanter:

engelskær og skarntyde; men foruden disse bruges også boghvedeblade og ellebark til farvning.
Af medicinske urter: bukkeblade, kochleare, malurt, kameelblomster, røllike, hypericum, krusemynte, hjertensfryd, løvetand, salvie, kongelys, vejbred, følfod, angelika, ærenpris, reinfan m.m.

Træer og buskvækster i skovene:

Disse, allerede på sine steder anførte, er:
eg, bøg, avnbøg, ahorn, ærtetræ, løn, røn, elle, benved, tøstetræ, poppel, birk, vilde æble og kirsebærtræer, hækketræ, hassel, slåntorn, hvidtarn, ask, bæverasp. Fyr, gran, lærketræ og kanadisk poppel er blot senere planteringer. Ved byerne og de udflyttede gårde og huse, pil af forskellig slags, hyld, kastanietræer og lindetræer.
I haverne findes æble- pære og blommetræer, af forskellig slags i enhver hauge. Aprikoser, ferskner og morbærtræer dog ikke i bønder haverne, sorte kirsebær i bønderhaverne, men af de andre sorter kirsebær tillige i andres haver, ribs, stikkelsbær, røde og hvide, solbær, gule og røde hindbær, berberisser, buksbum, syrener, jasminer, ligustrum, røde, hvide og gule roser m.m.
Sorte bønderkirsebær, friske såvel som tørrede, er næsten den eneste frugt, som sælges her i sognet.

Mineraler og stenarter:

Af mineraler fortjener kun et slags pottemagerler at anføres. Den findes i Rønninge Søgårds have. I øvrigt træffer man her, som overalt på Fyn, større og mindre stykker af granit og gnejs, samt sort og rød flint. Her har været mange sten på alle marker i Rønninge sogn, hvilket de mange stengjærder, som findes alle vegne i sognet, kendelig vidner om, såvelsom også de stenledepæle, som nu her hos alle er almindelige. En eneste møllesten er her for en snes år siden blevet tilhugget af en sten på Rønninge mark, og brugt i Holts mølle. Sten til dette brug, er ellers her for hårde. Uagtet de mange sten, som er anvendt til stengjerder, findes der endnu ikke få store sten på markerne; men da der årlig tages bort af dem, vil der muligen om få år ikke blive mange synlige tilbage. Selvejendommen, som er almindelig her i sognet, gør at de ikke få ro at blive liggende. Før denne så man næsten ikke et stengjærde.

OLDSAGN.

I Rønninge Søgårds skov, Langeskov kaldet, skal, efter almindelig sagn i sognet, fordum have stået et slot, som skal have heddet Tvivad Slot (:Tvevad). Man ser en temmelig stor indgrøftet plads, hvor det skal have stået, og vist er det, at man ved at grave, det jeg selv har ladet gøre, finder brændte murstensbrokker på stedet, og grundsten, som sidder over 2 al. i grunden.
Efter sagnet skal dette slot være nedbrudt, men hvad tid vides ikke, og Rolfsted kirke skal være bygget af stenene, som er glatte og tilhuggede, og grundstenene under denne kirke er også smukkere og zirligere end ellers findes under en landsbykirke. De har for oven en indhulet kant eller karnis, og på 2 af dem findes 2 menneskehoveder udhugne, og et kors ved siden af det ene. Dette slot må have været overmåde smukt placeret i kanten af en skøn skov, ved en stor eng eller åmae, igennem hvilken Rønninge å på langs slynger sig i adskillige bugter ganske nær ved det formente slot. Navnet Tvivad slot kommer af et temmeligt stort og dybt vand, hvor begge åløb, som udgør Rønninge å, samles og blir til een å.

ADSKILLIGT SOGNET VEDKOMMENDE.

Udi Rønninge byes tilforn kaldte Fladagermark, i en af Sanderumgårds bønders løkker mod Røjrup sø og det gl. Lang, er et agerskifte, som kaldes Krigsagrene; man mener, at der i de ældre tider skal være holdet et feldtslag, og i så fald har vel fjenden været Svensken; thi det er tilforladeligt, at Rønninge by i Kong Frederik den IIIs tid blev plyndret af de Svenske.
Ikke langt fra de benævnte Krigsagre ligger nogle agre, som kaldes Ulvegravsagrene, upåtviveligt fordi at på dette sted i de ældre tider har været kastet en ulvegrav. Dette kan da påvise, at her i Fyen tilforn har været ulve; ja, jeg tror, at der ikke alene var ulve men også bjørne før landet mistede sine store sammenhængende skove. Der forefindes steder her i landet, som føre navn af bjørne, såsom Bjørnemose.
Tæt ved Rønninge Søgård, hvor man går ud af dens bagport og over broen over gårdens grave, blev få skridt fra disse for ca. 10 år siden, ved at oprense en grøft, opdaget en med brændte mursten muret åbning eller gang, i kanten af og ind under en derværende lille aflang banke, som næsten ligner en opkastet vold. Åbningen er ej større, end at et menneske kan krybe ind i den. Hvortil den har været, og hvor langt den går ind i banken, ved man ikke; thi da den nærværende ejer af gården på den tid, da den blev funden; i krigens tid, havde trang på arbejdsfolk, og da han siden er bleven svagelig, så er videre opdagelse deraf overladt til en af gårdens tilkommende ejere.

HERREDSFOGEDERNE I VINDINGE·, BJERGE OG AASUM HERREDER,
DER HOLDT TING I RØNNINGE SOGN.

Vinding-, Bjerge- og Åsum Herreder holdt, indtil år 1816, sålænge de var samlede og udgjorde et herredsfogderi, ting eller tingstue her i Rønninge sogn, under navn, snart af Vindinge-, Bjerge- og Åsum herredsting, snart af Langeskovs ting, og snart af Røjrup ting.
Dette ting holdtes først ved disse herreders skelsten, derefter straks udenfor Røjrup by, og til sidst i et hus i selve Røjrup. Hermed anføres de herredsfogder, som har plejet retten for disse herreder her i sognet i den tid:

1) Jens Peder Galt, var herredsfoged her år 1680. I Rønninge kirkebog nævnes han år 1680.
Ligeledes i et tingsvidne her i præstegårdens arkiv af år 1690. Med sikkerhed kan ikke siges, om han var den aller første, under hvem herrederne er blevne samlede. Han boede først i Rønninge, derefter i Ferritslev by, hvor han døde i år 1694. Han var gift med en Jfr. Anne Sophie Scheffers med hvem han havde børn.

2) Peter Osthorn efterfulgte J ens Peder Galt. Efter et tingsvidne her i præstearkivet, var han herredsfoged år 1705 og ca. indtil år 1718.

3) Salomon Lindegaard blev herredsfoged over Vindinge-, Bjerge- og Åsum Herreder år 1718.
Han var født i Odense 1689 d. 24 januar, hvor hans fader Peder Lindegaard var købmand.
Hans moder hed Anne Lauritsdatter. Salomon Lindegaard var tidligere fuldmægtig i Søkommissariatet. Han var herredsfoged indtil 1741, da han frasagde sig embedet, da han var bleven ejer af hovedgården Hellerup i Vindinge Herred, på hvilken gård han døde som justitsråd år 1757 d.12 januar i sit 70de år. År 1719 indlod han sig i ægteskab med Jfr.
Frederiche Christiane SCharving, en datter af sognepræsten mag. Lars Scharving til Roholte i Sjælland; ved hende blev han fader til to sønner og en datter. Den ældste søn, OUo, som var født 1720, blev 1768 ejer af hovedgården Lykkesholm, hvor han døde som krigsråd år 1778.
Han var gift med Jfr. Anne Cathtine Bendz fra Ferritslevgård, med hvem han havde en søn, som er den nærværende ejer af Lykkesholm, kancelliråd Salomon Lindegaard. Den anden søn hed Laurits og var født 1721 i den nu nedlagte Pårupgård i Ellinge sogn. Han var i adskillige år vice landsdommer på Fyn og var justitsråd. Han ejede hovedgården Jerstrup og Juulskou på Fyn, på hvilken sidste gård han døde 1796. Han var gift med en Jfr. Ebbesen fra Risinge.
De efterlod sig en sØn ved navn Eschild af karakter generalkrigskommisionær. Han havde været gift med en Frøken Petronelle Sehestedt, men uden børn. Han døde i Odense år 1811.
Datteren Anne Elisabeth, som i år 1722 også var født på Pårupgård, var gift med tolder og postmester, senere etatsråd Christopher Otto Schmidt i Nyborg, ved hvem hun havde adskillige børn. Hun døde 1759 og han d. 13 august 1779. Hans lig blev ført til Hellerup kirke, hvor det står i den derværende åbne begravelse. Han var født i Turup ved Assens 1702 d. 8 oktober. Justitsråd Salomon Lindegårds enkefrue, som var født i Roholt præstegård d. 20 august 1690, døde på Hellerup d. 5 august år 1768.

4) Hans Pedersen blev herredsfoged efter Salomon Lindegaard, og han købte hovedgården Hindernae efter admiral Seneca Hagedorns død 1750, hvilken gård han beboede indtil 1751, da han døde. Han var gift, men barnløst, med forpagter Mads Jørgensen Bircks enke på Lykkesholm, Karen Jacobsdatter, en datter af møller Jacob Jacobsen i Kilde mølle; af hendes 4 mænd var han den anden.

5) Henrich Bus blev næste herredsfoged. Han var født i Fåborg år 1699, blev gift 1730 med Jfr. Charlotte Sophia Christensen fra Brahesborg, hvor hendes fader var forvalter. De havde 11 børn tilsammen, af hvilke de 9 overlevede forældrene. Herredsfoged Bus ejede hele Biskopstorup by i Skjellerup sogn, af hvis gårde han selv beboede den ene, som efter ham stedse har været beboet af folk udenfor bondestanden, til hvilken gård de andre i byen gøre hovning. Hans kone døde i Biskopstorup år 1765. Han afstod embedet for alders og skrøbeligheds skyld i år 1773, og døde på bemeldte gård 1782, 83 år gammel.

6) Iwar Iwarsen, en præstesøn fra Torsenge, blev derefter herredsfoged. Han ægtede i år 1777 den ældste af Henrik Buses døttre, Eleonora Hedevig Bus, med hvem han havde 2 sønner, af hvilke den ældste ved navn Henrich, døde 1801 som student i København, den yngre døde halwoksen. Herredsfoged Iwarsen købte Biskopstorup samt tilligende gods af sin svigerfader, da denne fratrådte embedet, hvilken gård og gods han bekostede udskiftet, og meget forbedrede. Han byggede også 2 hele længder hus af gården, hvilken den næste ejer Rasmus Petersen siden flyttede, da han flyttede hele gården, og påny opbyggede det øvrige af den. Herredsfoged Iwarsen blev i sine sidste år meget skrøbelig, desårsag han år 1800 fratrådte embedet. Han var bleven birkedommer og skriver ved Ulrichsholms Birk nogle år før han døde på Bikopstorup år 1806 i sit 66 år. Hans enke, som i mange år havde været svagelig, døde sammesteds år 1811.

7) Gustav Ludvig Baden, doctor juris og landsdommer, en søn af den lærde Jacop Baden, IJfofessor ved Universitetet i København, blev siden herredsfoged over Vinding-, Bjerge og Åsum Herreder, samt birkedommer og birkeskriver ved Ulrichsholms Birk, hvilke embeder han forestod indtil år 1816, da han efter ansøgning blev rådmand og byskriver i Odense.
Derefter er han bleven birkedommer og birkeskriver i Hirschholms Distrikt i Sjælland. Han boede som herredsfoged først i Nyborg og tilsidst i Odense. Hans kone hedder Francisca Margrethe Rasmus, og hun er en datter af Hr. Christian Rasmus, som var provst og præst i Stochmarche på Lolland, med hvem han har en sØn og adskillige døtre. Da han havde fratrådt Herredsfogderiet, blev Vinding-, Bjerge og Åsum Herreder skilt ad, således at Vinding Herred blevet herredsfogderi for sig selv, forenet med herredskriverembedet, og Bjerge- og Åsum Herreder blev eet herredsfogderi for sig, hvis herredsskriver er den første rådmand i Odense, der tillige er byfoged og politimester sammesteds. Herredstinget holdes nu i følge kongel. befaling i Odense. Den første herredsfoged for Bjerge- og Åsum Herreder, efter denne nye indrettning, er Peter Friestedt, som er født i Jylland år 1778 d. 7 febr., og gift med Jfr. Inger Kirstine Rei?esen. Den første herredsskriver er kancelliassessor Henrich Christian Hansen, rådmand, byfoged og politimester i Odense, som er gift med Jfr. Catharina Thaager, født på St. Thomas i Vestindien.

GLAMBÆKGÅRDEN I RØNNINGE.

Nordvest i Rønninge by ved den gamle bysmedje er en enligt beliggende gård, som hedder Glambechgården, hvis beboere, sålænge kan huskes, alle efter gården har haft tilnavnet Glambech. Denne gård har upåtvivlelig i de ældste tider tilhørt og været beboet af en eller flere af den gamle adelige slægt Glambech, som uddøde 1595, og den var måske til den tid en herregård. Den stod, indtil byns første udskiftning, for 12 tdr hartkorn, og havde adskilligt tilliggende frem for de andre gårde i byen.