III
HOVEDGÅRDEN RØNNINGE SØGAARD.

A.
DENS BELIGGENHED, NAVN, BYGNINGER OG HAVE.

Rønninge Søgård ligger øst for Rønninge by. Den er efter opmåling % mil fra Rønninge kirke. Dens jorder støder mod øst til Skellerup sogn, mod syd til Ellinge sogn, mod vest til Rønninge å og mod nord allevegne til Rønninge Oldelundsmark. Gården selv har en skøn og behagelig beliggenhed ved den smukke sø, der kun er 14 skridt fra stuebygningens vinduer mod øst. Der er skov på næsten alle de andre sider af gården. Der er også en meget smuk udsigt fra stuevinduerne ud over søen. Derfra ses på den venstre side den fra Skellerup by udflyttede Lemvighgaard, og ved siden af denne gård en skøn eng, som ligger lige overfor stuehusets vinduer langs med og ved søens bredder. Denne udsigt forhøjes ikke lidt derved, at grunden fra søen af, i temmelig lang distance, hæver sig alt mer og mer, hvorved adskillige nye og velbyggede huse ses hist og her bag ved på Skellerup mark. Navnet Rønninge Søgård har gården af Rønninge by og den tæt ved gården liggende sø.
Gården med dens bygninger udgør i skikkelse en aflang firkant. Stuehuset, som står lige for indkørselen i det nordre hjørne af gården, består af 2 i ret vinkel satte fløje, 2 etager høje, foruden kælderetagen. Hovedfløjen vender med den ene side til gården mod vest, og med den anden side ud til sØen mod øst. Den er bygget af Caspar Marchdanner år 1596. Dette årstal står på muren med store inddrevne jerntal. En marmorsten, som har samme årstal, med tillæg: “Jeg er bygt og staaer i Herrens Navn”, og der neden under C.M.S.O. er også fastgjort i muren, straks ved disse jerntal. Denne fløjs bygning er en meget tyk og stærk grundmur, med høje og stærke grundmurede hvælvede kældere, indrettede til bryggerhus, smørkælder o.s.v. I begge dens etager er der en del rummelige værelser. Værelserne i den øverste etage har endnu et gammeldags udseende, men kan blive smukke. De i den nederste etage er det allerede. De fleste værelser her er gibsede og have overalt store engelske ruder i dobbelte vindueskarme.! den øverste og nederste etage er der to store sale af husets bredde, fra hvilke er en skøn udsigt over søen. Opgangen til den øverste etage var tilforn en af de gammeldags tårntrapper, men denne bruges nu kun som opgang til loftet. Ved den sildigere stuehusets tilbygning, er gjort en bekvemmere og smukkere opgang til den. Fra den underste etage er fra den nysnævnte store sal udgang til haven ned af en 9 trins trappe, hvor der øverst er bænke ved hver side at sidde på. Ud imod sØen har denne bygning midt for en grundmuret gavl, som er til fordel for gårdens udseende. Overalt i denne bygning findes gammeldags kaminer, som i sit slag er meget smukke. På kaminhammeren, som er en veltilhugget sten, står allevegne Marchdanners og Oldelands våben udhugne og malede, og imellem dem et bibelsprog på tysk med forgyldte bogstaver; et forskelligt på hver kamin. Den anden fløj af hovedbygningen, som vender den ene side mod nord, den anden side mod syd, og gavlen mod vest, er også af god stærk grundmur. Den er 2 etager høj foruden kælderen. Denne flØj er 1757 opbygget af justitsråd Johan Caspar Rasch. Over gangdøren i gården på denne bygning er fastgjort en lille firkantet grå sten med Casper Marchdanners og Sophia Oldelands våben zirligt udhugne, og under denne nok en firkantet sten med følgende indskrift:

HOC ÆDIFICIUM
CONTIGNATIONE QVONDAM CURA CASP: MARKEDANNER ET SOPH.
OLDELAND AD EXSTRUCTUM 1672 POSTEA VERO RUINA PROXIMUM OPERE
LATERITIO EXSTRUI CURAVERE JOH: CASP: RASCH ET SOPH. MUNCH ANNO
MDCCLVII.

Hvilket ca. betyder: Denne bygning, med plankegulve, (etager) som i sin tid med omhu 1672 rejsts af Caspar Marchdanner og Sophia Oldeland, blev senere en sand ruin, men genopførtes ved stor arbejdsindsats og med sand omsog af murede teglsten af Johan Caspar Rasch og Sophia Munch år 1757.

Hvorunder er fastgjort en sten ligsom den førstnævnte, med Raschernes og Munchernes våben på.
Denne bygnings underste etage er indrettet til dagligstue, sovekammer og køkken m.m. I den øverste etage er der adskillige kamre, og værelserne i begge etager er alle gibsede. En høj skøn trappe med op- og nedgang til 2 sider, af tilhugne glatte og flade sten er der fra gården op til gangen i denne bygning. Fra denne gang, som også er gibset, går man ind til dagligstuen og til den store sal, og fra denne gang er der en trætrappe til anden etage, samt en indgang til køkkenet. Kælderen i denne bygning er indrettet til borgerstue og spindestue m.m. Ikke langt fra denne fløj af hovedbygningen er adskillige gode og vel indrettede værelser byggede til forpagteren, forvalteren og gartneren O.S.v.
På den venstre side af indkørselsporten er et karlekammer og en rummelig vognport. På højre side af denne port er en god og stor hestestald, og ved siden af er adskillige små huse. For enden af densamme er en god stærk fortørnret tærskelade, som efter dens udseende kan være bygget af Caspar Marchdanner eller en af hans sønner. Der findes dog hverken navn eller årstal på den. Koladen er, efter nærværende ejers mening, bygget af den gamle Caspar Marchdanner, og på den er 2 fløje, som efter almindelig sagn skal forestille 2 skomagerlæster, til erindring om, at Marchdanner ikke skammede sig ved at have en skomager i sin familie. Fløjene er heller ikke ulige de gamle skomagerlæste.
Imellem den førstnævnte fløj af hovedbygningen og koladen er af nærværende ejer år 1794 opført en melkestue og et kjernehus, hvor en hest driver hjulet. Den søndre endebygning af gården er bygget af major Hem. Marchdanner år 1662, thi hans og hans frues navne findes udhugne på hammeren over en af dørene. Husene i denne bygning er indrettet til gæstestald, fårehus og kalve hus m.m.
Rundt omkring gården er grave, som midt igennem haven gå til og fra søen, og som derfra stedse have friskt og klart vand. Ved indkørselen til gården var, indtil for en 30 år siden, en vindelbro over graven, ligsom over en fæstingsgrav, men nu er der kun en simpel træbro. Over denne bro falder al indkørsel til gården igennem en 100 alens kastaniealle med et højt stengjerde bag ved.
Ved gården er en stor god og nyttig have, som vel har nogle engelske anlæg, men som dog i det hele taget hvad angår hække og gange endnu er stiv og gammeldags. Den er dog alligevel smuk og behagelig, især fordi den mod øst støder på søen. Dens jord er overmåde god, og den er velforsynet med alle sorter gode frugttræer, som den nuværende ejer af gården næsten alle har ladet sætte. I haven er 4 regulære fiskedamme; liggende 2 og 2, lige over for hinanden, med en gang og et urtequarteer imellem hver. I denne have er også ved søens bred et stort hyttefad. Haven er allevegne forsynet med gode siddebænke.
Foruden denne lysthave er der også på den anden side af gården en stor og skøn humlehave.

B.
RØNNINGE SØGAARDS SØ OG FISKERI.

Lige ud for den østre stuebygning, ikke længere end 14 a 16 skridt fra denne, ligger, når man går ned af den før omtalte havetrappe, en temmelig stor smuk og i sin figur nogenlunde regulærdannet sø. Den er i skikkelse en meget lang kvadrat, som tilforn hed Vomesø, hvilket den kaldes i alle gamle dokumenter. Nu hedder den Rønninge Søgårds sø. Den er % mil i omkreds. Dens længde går fra nord til syd, og den udgør, såvidt som den strækker sig, grænseskel mellem Odense og Svendborg amter. Omtrent for midten af den ligger gårdens store grundmurede stuebygning, der med sine mange vinduer, smukke gavl og hvide kalkning østen for eller tversover for på hin side sØen, afgiver et smukt og ærværdigt syn, især da haven med mange kastanietræer og høje kanadiske popler tæt ved bygningen ligger på den ene side af gården, og en stor rund med høje træer og gjerdsel bevokset bakke, og bag den igen en ege- og bøgeskov, ligger ved søens bred på den anden side. På denne bakke kunde gøres et smukt og behageligt anlæg, formedelst dens beliggenhed. Ved enden af den mod syd, er fra søen af i de ældre tider gravet en lille havn til at lægge et lille skib udi, som tilforn havdes til at gøre lystfarter med på søen, hvor det lå i læ for alle vinde. På den nordre ende af sØen ligger tæt ved dens bred en lille bøgeskov, Rundeskov kaldet, Rønninge Søgård tilhørende. Fra denne ende støder sØen med sine bredder på den østre side til Skellerup mark, hvilken den næsten helt igennem i en lige linie følger mod øst, dels ved åben mark, dels ved eng og dels mod den søndre ende, ved skov og skovhaver, Skellerup by tilhørende. På denne søndre ende af sØen, hvor den går ind på Ellinge mark, har den kun hØj siv og tørvemose.
Denne sø er temmelig dyb, på nogle steder 5 favne og på andre 3, og dybet falder for det meste ikke langt fra bredden. Om dette har givet den dets gamle navn, Vomesøen, som nogle mene, synes ikke utroligt, skøndt andre mene at dens figur har det. Søen har intet tilløb uden af snevand om vinteren, men vel kilder i sig selv. Det ved man med temmelig sikkerhed deraf, at der et sted i den, som falder henimod Skellerup præstegårds skov, sjælden lægges til med is om vinteren, og om det lægger til, er dog altid isen der meget falsk. Der var det at premierlieutenant Volrath August Rasch, ved at gå på skøjter, druknede d. 16 januar 178l.
Udløb har sØen dels igennem den fornævnte Rundeskov, hvor vandet løber ned i Hulemose på Skellerup grund og derfra i Rønninge å, dels igennem Åiekisteløkken, hvorfra vandet også løber igennem Rønninge å, men højere oppe i åen. Det højeste søen må udløbe er 3 quarter, på grund af at pompernes rendetræer, der går under huset, er lagt i søens overflade.

Til Rønninge Søgård er herligt fiskeri, som falder:
Først i nysnævnte sø, hvor der findes alle sorter ferskvandsfisk, såsom: gedder, der er noget længere i kroppen end de ellers er. De er meget rene og velsmagende. Der er aborre, brasen, flirer, sudere og ål, som både er fede og store, rudskaller og andre skaller samt karudser og krebs. Dog fanges kun få af de to sidstnævnte slags, men at de er i søen vides deraf, at en enkelt af dem undertiden om foråret kan gå i de udsatte ruser, og de er da altid store og herlige. Alle sorter fisk i denne sø have en ren og god smag, thi bunden i søen er blåler. Den meste fisk, som fåes i søen, fanges med ruser om foråret, hvorefter de sættes i dammene i haven. Med vod vil det sjælden lykkes at få anden fisk end skaller. Årsagen dertil mener man er, enten at søen er for dyb, eller at der er fordybninger i den, hvor fiskene kan skjule sig.

For det andet har R. Søgårds ejer herligt fiskeri i Rønninge å, og det i en strækning af mere end en ½ fjerdingsvej. Samme begynder ved Ellinge sogns grænse og går til Rønninge Søgårds Langeskov, igennem hvilken åen løber, og et temmeligt stykke ind på Rønninge mark, til hvilken Rønninge Søgårds ene løkke støder.

For det tredje har Rønninge Søgård ene fiskeriet i den førnævnte halvsø, Børremoselang.

For det fjerde haves også fisk i adskillige af gårdens løkker, i de derværende vandsteder og damme. Endelig har gården også fiskerettighed i Såderup å, hvor især falder herlig brasen, som går op i åen fra Hjulby sø, gennem hvilken årlig fås mange herlige ål. Denne ålekiste ligger i Ålekisteløkken, hvoraf den har sit navn.

C.
DENS TØRVEMOSER.

Rønninge Søgård har en tørvemose i dens Krogekærsløkke, af et par tdr. lands størrelse, men der er ikke megen tørv i den, thi den var for det meste opskåren, førend løkken ved udskiftningen kom under hovedgården. En anden tørvemose af omtrent samme størrelse som den nysnævnte, har gården i det tilforn kaldte Elvede, i en anden mands løkke, fordi der, foruden den førstnævnte tørvemose,ikke i de til gården ved udskiftningen komne jorder, gaves andre moser, som den kunde magelægges med. I denne mose er god tørv. Foruden disse er der ingen tørvemoser til gården; thi vel kunde der nok hist og her i engene skæres tørv; men da disse er gode til høslet, forblive de det de er.

D.
DENS SKOVE.

Der er tilstrækkelig og skøn, såvel over- som underskov til Rønninge Søgård; men skade at de bedste og største af dem ikke er indfredede.

a) Tæt ved gården mod syd ligger en af dens største og bedste skove, i den såkaldte Ålekisteløkke; men uindfredet. I denne skov haves mange skønne, store og høje ege og bøge, såvel som også gjerdsel, især af elle, der allevegne vokse frodigt og i mængde i gårdens skove, og som ejeren i de sildigere tider har fældet en del af, og ladet opgøre til møbler. I denne skov vokser af sig selv vilde kirsebærtræer, og det så store, at ikke få i disse åringer er skovede til møbelproduktion og til bjælker.

b) Lidt udenfor gården mod vest, er der en herlig lille skov, Kirkelådningen kaldet, hvorudi især er skønne unge ege i bedste vækst, samt en del rønnetræer og gjerdsel af alle sorter ligeledes i frodig vækst.

c) Lige overfor den og kun adskilt ved kørevejen, er et lille parti unge ege i god vækst, men uindfredet, som også er for lille til at indhegnes.

d) En indhegnet skovhave ligger noget fra den førstnævnte i nærheden af Holts mølle, hvor der også er mange ege af skøn størrelse.

e) En lille indfredet sluttet bøgeskov for den nordre ende af søen, som kaldes Rundeskov.

f) Et ikke lille skovparti nord for lysthaven, hvor også haves skønne unge ege og elle.

g) En stor uindfredet skov, Langeskov kaldet, sydvest for gården i Langeskovsløkken, hvorudi er skønne store ege og bøge, foruden alle sorter af gjerdsel, især elle, i åmaen der. I enden af denne skov mod Tvivad, var tilforn en stor og zirlig gravhøj, som for en 30 år siden blev ødelagt, da stenene kløvedes til trappesten og bortførtes. I gravkammeret fandtes en stor mængde herligt polerede sten af alle sorter.

h) Kun adskilt ved åen er vest for denne skov, i en løkke til gården, som hedder Møllerløkken, et temmeligt stort skovparti skovefærdige bøge, men uindfredet.

i) I løkken, som kaldes Elvedet, er også en del uindfredet ung skov i bedste vækst, og den er så stor, at kreaturerne ikke kan skade den.

j) I den såkaldte Biernehave findes skøn gjerdsel og engbund.

k) Udi Krogekærsløkken er en del ellebuske og slåentorn.

Hele Rønninge Søgårds skovareal anslåes til nogle og 80 tdr. land geom. mål.

E.
DENS ENGE.

Den eneste indfredede eng til Rønninge Søgård er den såkaldte Bredemae. Den ligger straks ved Holts mølle og er af 8 tdr. lands størrelse. Denne eng giver årlig meget og godt hø.
Dernæst har gården sit maemål af en 6 tdr. lands størrelse i fællig med Rønninge by udi den store mae, Maene kaldet, som slåes 2 gange om året. Herforuden har den skøn eng i åmaen i Langeskov og Biernehave. Endelig avler også gården en del hø i alle gårdens løkker, i de engkjære og side steder som falde i samme, såvelsom også i skovene. Engarealet til Rønninge Søgård menes at være nogle og 40 tdr. land geom. mål, hvorpå året om avles 150 til 200 læs hø med egne store vogne.

F.
DENS HARTKORN, AREAL, AVLSDRIFT, HOLLÆNDERI,
SKJÆFFERI, SVIN og HESTE.

Rønninge Søgård har fri hovedgårdstakst 38 tdr. 2 skpr. 3 fdkr. 2 alb. Det ufri hartkorn under den, som ligger på Møllerløkken, er 3 tdr. 4 skpr. 1 alb., hvilket i alt udgør i fri og ufri hartkorn 41 tdr. 7 skpr.
Gårdens skovskyld, som altsammen falder på det fri hartkorn, er 5 skpr. 3 fdkr. på dette hartkorn er et areal af agerland geom. mål 235 tønder, skovareal 80 tdr. og engareal 40 tdr.
Gårdens jorder er inddelt i følgende 7 løkker, hvoraf hvert år de 3 løkker dyrkes og de 4 hviler, og i enhver af disse 7 løkker kan efter overslag omtrent sås følgende:

Dette overslag er gjort og samtykt af alle vedkommende, da hoveriforeningen ved gården i følge plakaten af 24 juni 1791 skete.
Gårdens udsæd af alle sorter korn er, år om andet, omtrent 116 til 124 tønder. Avlsdriften er således: første år sås byg, hvortil gødes, andet år sås rug, tredje år sås havre med rødkløver, og udlægges dermed til hvile. I bygløkken såes årlig 1 a 2 tdr. boghvede, hvilken boghvedejord siden gødes til rug. Ligeledes såes årlig i rugløkken 2 a 3 tdr. ærter.
De løkker, som hvile, anvendes således: første løkke til at slå, anden og tredje løkke til hollænderiekøerne og til de heste, som er på græs ( adskillige heste stå inde og få græs på stalden ). Den fjerde løkke er til fårene, ungkvæget og svinene.
Foruden disse 7 løkker er der et par indhegninger ved gården, som bruges dels til at så hvede udi, når jorden har fået den dertil udfordrende hvile, hvorefter den lægges ud med havre og kløver, dels til at slå græs udi, til de på stalden værende heste. Undertiden bruges også en af dem til at græsse mælkekalvene i.

Da jorderne her i sognet ikke er af de fede og stærke, er foldene efter udsæden heller ikke de rigeste; i almindelighed af byg, hvortil er gødet, ikke uden 7 a 8 fold, af rug uden gødning 5 a 6 fold; alt efter årets beskaffenhed; af havre 6 a 8 fold.

Hollænderiet til Rønninge Søgård består af omtrent 60 malkekøer foruden tyre og ungkvæg.
Undertiden er tallet noget større. Tidligere holdtes 70 malkekøer, men da gårdens avling, efter at godsets bønder havde købt deres gårde, nu drives med egen plov og heste, og det derfor må holdes mange flere heste end tilforn, så måtte malkekøernes antal også indskrænkes. Køerne malke godt, thi græsningen er i almindelighed god og kraftig, hvortil hjælpe~ ikke lidt, at.køerne al~id have ?v~rflød af godt vand; thi næsten alle løkkerne støde enten til sØen eller aen. Der tillægges årligt 8 a 10 kalve.

Til gården holdes imellem 40 og 45 stykker gamle får, som er af den meget gode engelske langrumpede art. Ethvert får føder for det meste årlig 2 lam. Ulden på får og lam er lang og god.

Her holdes for det meste sommer og vinter 4 grisesøer og en åringsorne. Desuden overvintres omtrent 10 stk. i året tillagte grise. Nogle forårsgrise tillægges også, men fedes fra den tid de fødes indtil sidst i samme år, da de enten sælges eller slagtes. Der sælges årlig en del vallesvin. Den art svin her haves, er af middelstørrelse. Et sådant svin kan, når det er overvintret og godt fedet, når det slagtes veje mellem 9 og 12 lpd.

Til avlsdriften holdes på gården 16 arbejdsheste. Her holdes intet egentligt stutteri, men der tillægges årlig 1 a 2 føl, og der haves for det meste en hingst.

G.
EJERNE af GÅRDEN.

1.

Henrich vam Raden var den første ejer af Rønninge Søgård, som man kender. Han var af gammel adelig familie. Efter hans billede på ligstenen over hans murede begravelse i Rønninge kirke at slutte, har han været militærmand, thi han ses der i fuld harnisk, med stridsøkse i den højre hånd og sværd ved siden. Hvor hØj rang han har haft i denne stand, ved man ikke. Han fik Rønninge Søgård af Kong Frederich d.II højlovelig ihukommelse. Det kongelige skøde på gården er dateret København d. 18 juni år 1554. Gården kaldes i dette skøde en lystgård, hvilket den måske også har været for Kong Frederich d.II, og muligen for en eller flere af hans forfædre. Gården havde jo også en fortryllende skøn beliggenhed.
Kongen ejede da også adskillige bøndergårde og jorder foruden kirken i sognet, så det synes ikke utroligt, at kongen eller kongerne har haft denne gård til jagtgård, når de ville jage i denne egn, der var så rig på al slags vildt, hvilket den var lige indtil udskiftningen.
Til lystgården Rønninge Søgård lå på den tid kun 5 bøndergårde; de 4 i Rønninge by og den femte i Kappendrup by, Rolfsted sogn, hvilke vist have gjort hoveri til hovedgården. De synes dog ikke at kunne have været tilstrækkelige nok til gårdens avling, eftersom der da, som jeg formener, ikke har været ringe avling til den; thi efter gammel, men troværdig sagn, skal der tilforn, på det sted hvor Rønninge Søgård nu står, have ligget 2 bøndergårde, som have heddet Vomegårdene, af hvilke Rønninge Søgård er opstået. Man ved dog ikke om Kong Frederich d.II eller en af hans fædre har lagt disse gårde sammen og gjort een gård af dem begge, under navn af Rønninge Søgård, som den udtrykkelig kaldes i skødet. Man ved heller ikke hvorledes kongen har fået disse Vomegårde. Dog er det troligt, at de have hørt til det gods, som tilhørte Kronen i Rønninge sogn, og at kongen, for at have en lyst- og jagtgård her, enten har udsagt beboerne af gårdene imod erstatning, eller også, at gårdene i krigstid kan være afbrændte, eller deres beboere i krigen kan være blevne så forarmede, at kongen har måttet tage gårdene til sig, og da gjorde een gård af dem begge.

Lystgården Rønninge Søgårds hartkorn nævnes ikke i det kongl. skøde, derimod hedder det i det samme, at gården årlig skylder 1 lest (12 tønder) byg, 1 otting (1/8) smør, 1 lam, 2 gæs og 4 høns, hvilket må være gårdens gamle afgift, som fæsteren eller lejeren af den har måttet svare i landgilde, men som faldt bort da vam Raden blev gården tilskødet til arv og eje.
Henrich vam Raden var gift med en Cathrine Brochenhuus, og man mener, at de var barnløse. Hun døde d. 27 maj år 1575, og han d. 8 jan. år 1577. Begge ligge de , i en muret begravelse i Rønninge kirke mellem de to øverste kirkestole. Ligstenen over deres gravsted og inskriptionen på samme findes der også anført.

2.

Caspar Marchdanner fik Rønninge Søgård efter vam Radens død. Mærkeligt er det dog, at Kong Frederich d.II også tilskødede ham gården. Kongens skøde er dateret Frederichsborg d. 3 dec. 1577. Bemeldte Konge må altså efter vam Radens død igen være bleven ejer af gården, enten af arvingerne ved køb eller på anden måde. Man mener, at kongen derefter skænkede Caspar Marchdanner den uden betaling til arv og eje. Pontoppidan anfører, at Marchdanners fader menes, at have været den største i landet, og hans moder en skomagers datter. Selve navnet Marchdanner, som omvendt kan udtales Dannemark, synes ikke at modsige dette, og hans fødeisesår kan da også nogenlunde lede os til kundskab om, hvem denne største i landet har været. Caspar Marchdanner var, efter sognepræstens Hr. Søren Iwarsen Winums beretning i hans ligprædiken over ham, født her i riget af ærlige, fromme, men ikke adelige forældre. Han gik i skole først i Roskilde, og siden i Hamborg, hvorefter han rejste med en fransk gesandt fra Sverige til Frankrig, og fulgte ham, såvel i krig som på en legation til Spanien. Han drog derpå med en spansk herre til Frankrig og Italien, fulgte så med en østerrigsk herre til Kejser Maximilian den II, i hvis tjeneste han gik. Han bivånede krigen i Ungarn og brugtes i adskillige gesandtskaber. Han var 10 år i kejserens tjeneste, og blev af ham nobiliteret 1571 d. 14 sept. Derefter gik han i den gottorpske Hertug Adolphs tjeneste i den nederlandske krig. Efter at han igen var udtrådt af densamme, kom han i dansk tjeneste, hvor han blev kongelig kjøgemester, hvilket han var år 1577, som ses af Kong Frederich d.lls skøde på Rønninge Søgård til ham. Af denne konge fik han siden i år 1581 Koldinghus i forlehning. Han døde på R. Søgård år 1618, 85 år gammel, og han blev bisat i Rønninge kirkes åbne begravelse i kapellet. Sognepræsten Hr. Søren Iwarsen Winum holdt, som foran er meddelt, ligprædiken over ham af psalmen CXIII, 5 – 7 V. Pontoppidan skriver, at han havde været søkaperkaptajn, og at han derved havde samlet sig store rigdomme. Han taler dog ikke om, i hvis tjeneste han havde været det, i dansk eller udenlandsk. Han siger alene på benævnte sted, at han selv havde evertueret sig således i krigstjenesten, at Kong Frederich adlede ham. Det er ikke bekendt, om han fra barndom af har haft navnet Marchdanner, men hvis han, som tidligere anførts, har været den største mands sØn i landet, er det troligt. Hans tilhold til studeringer, hans tidlige udenlandsrejse og evne dertil; hans gode modtagelse allevegne udenlands; Kejser Maximilian d.lls nåde for ham at nobilitere ham; såvel som hans hastige ophøjelse i embeder og i adelstanden af Danmarks konge; alt dette gør det ikke utroligt, at han virkelig har været den største mands søn i landet. Alt dette viser ham også som en indsigtsfuld, tro og duelig mand i hver ham betroet post, både civil og militær. Som lensmand på Koldinghus viste han sig tillige som en meget driftig og virksom mand. Han skal der i sin embedstid, efter Pontoppidans ord, have gjort mange nyttige oranstaltninger i amtet.
I det danske magazin findes en stor mængde kongelige rescripter til ham, medens han var amtmand over Koldinghuus amt, og Kong Christian d. IVs skrivelse af 2 maj 1596, i hvilken han indbydes at overvære dennes kroning. At han stedse har stået i stor nåde hos Danmarks to store konger, Frederich d.1I og Christian d.lV er kendeligt nok. Desuden tror man, at han af een af disse konger er blevet beæret med en ordenskæde, som gik 3 gange. rundt om halsen og hængte ned på brystet. Denne guldkæde ses på hans brystbillede af hvid marmor, som hænger i Rønninge kirkes kapel. Jeg tror, at det har været Kong Frederich d.lI, som har skænket ham kæden, på grund af, at Marchdanner på stenen fremstilles i den dragt, som brugtes i denne konges tid, nemlig: med pibekrave om halsen. Denne var, såvidt jeg ved, aflagt i Kong Christian d.lVs tid. Hvis han ikke har fået denne orden af en af disse konger, så er den vist et ærestegn for udvist priselig dåd, som han har fået i udlandet – muligvis af Kejser Maximilian.
Som et bevis på den agtelse, han nød af sine samtidige, især som øverste embedsmand på Koldinghus, viser, at en gudelig bog ved udgivelsen er tilegnet ham og hans frue.
Bogen med tilegnelsen hedder:

CHRISTELIGE UDKAARNE

BØNNER
TILEGNET
CASPAR MARCHDANNER
TIL
SØEGAARD. KONGELIG MAJESTÆTS
HØVEDSMAND PAA COLDINGHUUS
OG
FRUE SOPlllE OLDELAND
AF
ANDREAS MIKKELSEN
PRÆST I COLDING.
KJØBENHAVN 1603.

Caspar Marchdanner byggede år 1596 stuehuset på Rønninge Søgård af grundmur. Han har også bygget flere af ladegårdens bygninger, f.eks. roeladen. Disse er dog kun af bindingsverk.
Det er urigtigt, hvad Pontoppidan skriver, at ladegårdsbygningerne på Rønninge Søgård er af grundmur.
Marchdanner fik Kong Frederich d. lIs tilladelse, til at måtte gøre mageskifte med Nyborg Slot og andre kongen tilhørende bønder. Dette er dateret Koldinghus den 5 marts 1579. Han gjorde dette, for at kunne få løkker indhegnede til gården. I samme kongebrev gives ham også tilladelse, at imod vederlag i jord på marken måtte tilbytte sig den lille skov ved søen, af sognepræsten Hr. Peder i Skellerup. Da kaldtes den Præstehaven, men nu kaldes den Rundeskov. Han fik d. 5 maj 1606 Kong Christian d.IVs tilladelse, at måtte mageskifte nogle gårde, som han havde i andre fraliggende sogne, med andre gårde kongen havde i Rønninge og Røjrup under Nyborg Len. Kongen ejede nemlig da Rønninge kirke og desuden adskillige gårde i Rønninge sogn, som hørte til Nyborg Slot. Marchdanner fik gårdene men ikke kirken.
Det er muligt, at han da fik Langeskov, og at han ved at nedlægge et par gårde fik de 16 tdr. hartkorn, som gården, lige indtil udskiftningen 1785, havde på Rønninge marker i fællesskab med bønderne. Intet af alt dette er, efter hvad jeg ved, kommet til gården senere.
Den store eng, Bredernae kaldet, som tilforn lå til Holts Mølle, Rønninge Søegård tilhørende, lagde han under gården imod godtgørelse til møllen. Der findes i gårdens arkiv i denne anledning et par egenhændige breve til hans foged på R. Søgård, dateret Koldinghus.
Caspar Marchdanner ejede foruden Rønninge Søgård, Langesø og Veilegård i Veile sogn i Fyn. Den sidstnævnte gård fik han, uden tvivl, enten i medgift med sin kone Sophia Oldeland, en datter af Hans Oldeland til Veilegård, hvis fædre i mange år havde ejet og beboet den, eller også har han indløst den ved søskendeskifte efter hendes forældre. Marchdanner har bygget hele Veilegård fra grunden af, thi han flyttede den fra et i nærheden liggende sted, hvor endnu spor af volde og grave skal findes, hen til det sted, hvor den nu står. Dette skete ikke i 1619, hvilket Pontoppidan skriver, thi da levede Marchdanner ikke. Flytningen og genopbyggelsen skete muligen 1610 eller 1611. Det ses af en egenhændig skrivelse til hans foged på R. Søgård, dateret Koldinghus den 3 juni 1610. Han skriver følgende ord:

” Lad mig vide, om Du bekommer Steen af Landsdommeren til den Bygning paa Weilegaard og hvor Du bekommer Kalk og Deller. Hans Vaaben skal staae over Porten til Gaarden.”
Uggerslevgård i Uggerslev sogn, der ligeledes i en del år har været i den Oldelandske families eje, har også haft en Marchdanner til ejer. Det er troligt, at det var den gamle Marchdanner, efter årene, som Potoppidan anfører, at regne. Hans ord er disse:
”Uggerslevgaard i Uggerslev Sogn tilhørte 1530 Hans Oldeland og Frue Thale Abildgaard, samt deres 3 Sønner, Henrich, Hans og Milchior Oldeland; en Marchdanner har siden havt gaarden, og derefter Grev Gyldensteen.”

Den brave Caspar Marchdanner har gjort sig fortjent af efterverdenen ved adskillige opofrelser, som han gjorde på flere steder, såsom: han bekostede og skænkede prædikestolen i Rønninge kirke i år 1587, uagtet denne kirke ikke tilhørte ham. Dette årstal findes udhugget på prædikestolen samt hans eget og hans frues navne. Deres våben stå malede midt på den.
I årene 1590 og 1591 bekostede og skænkede han en ny altertavle og prædikestol til Kolding kirke.
Han har skænket et messing fondbækken til Rolfsted kirke; hans og fruens våben samt årstallet 1613 findes på det.
Dersom kapellet i Rønninge kirke ikke i de katolske tider har haft den derværende åbne begravelse, som dog kan være muligt, har vist Caspar Marchdanner ladet den gøre til sig og familiens lejested; thi han er den første man finder, at være nedsat i den, den er også stedse bleven kaldet Marchdanners begravelse.
Han har herforuden også gjort sig fortjent af efterverdenen, ved at lade opgrave Kong Gorm den gamles og Dronning Thyres gravsten, som findes ved Jelling kirke i Jylland, og derved friet den fra undergang, hvilket Doet. Ole Worm anfører i sine Danske Monumenter således:

” Anno 1586, under Kong Frederich den andens i Danmark og Norges Regjering, da lod Caspar Marckdaner til Søgaard, som den Tid var Lehnsmand paa Coldinghuus, opgrave de Steen paa Kirkegaarden, som staaer her uden for Kirckedøren; og findes efterskreffne Skrifft derpaa, som Kong Harald lod gjøre offuer sin Fader Kong Gorm og offuer sin Moder Drotning Thyre ungefær 960. ” o.s.v.

I anledning af, at den gamle højadel foragtede ham, fordi han havde en skomager i sin familie og desårsag lod hans våben stryge over med skomagersværte, forfattede han følgende skrift, som står indhugget på en sten ved tårnet i Kolding kirke:

” Egen Nutz Heimlischer Neidt; Kindischer Rath Rom und Troia zerstoret hat, wo Tugend
nicht so hoch wird geacht, als geburt und Pracht, das Land und Regiment Werden tibel
bewacht, und in die lenge gehen die Krebsgenge.”
C. M. 1593.

Hviket betyder:
” Egoisme, hjemlig Misundelse og useriøst Styre har ødelagt Rom og Troja. Hvor Dyd ikke
bliver værdsat ligeså højt som Herkomst og Rigdom, bliver der taget ilde vare på Land og
Styre, med Tilbagegang og Undergang som Følge.”

Han har også ved Kolding kirke, på en anden sten over et benhus, som nu er borte, ladet sætte denne skrift:
” Du weltweise trit hier bei, Sage Wilcher Herr oder Knecht sei, Sind wir nicht alle von Staub
und Erd gemein So beweis es anders aus dissem Hein.”

Hvilket betyder:
” Træd frem, Du Alvidende, og sig så, hvem der her måtte være Herre eller Tjener. Er vi ikke
alle skabt af samme gemene (Stot) Støv og Jord, hvis ej, bevis det da udfra denne Knogle.”
Hvorunder står C. M. tilligemed hans våben og årstallet 1591.

Caspar Marchdanner indlod sig den 9 april 1592 i ægteskab med en jomfru Sophia, eller som hun almindelig kaldes, Soffe Oldeland fra Weilegaard, hvor hun var født den 21 august 1576.
Hun levede 21 år efter hendes mands død og døde på Rønninge Søgård 1639 den 13 september, 64 år gammel, som ses på ligpladen, der findes på hendes kiste i Marchdanners begravelse i Rønninge kirkes kapel, hvor den står ved siden af hendes mands.

Sophia Oldelands fader skal ligsom C. Marehdanner, og mulig på samme tid som han, have været søkaperkapitain, og derved bleven en rig mand. Troligt er det også, at stiftet venskab på søen kan have givet anledning til ægteskab mellem begge fornævnte.
Casp. Marchdanner og Soffe Oldeland havde tilsammen 3 sønner og en datter: Frederich, Christian, Hans og Anne Marchdanner. Alle er de født på Koldinghus. Af disse sønner overlevede kun Frederich og Hans deres fader. Christian, som var født den 1 sept. 1594, døde som barn i Kolding år 1595 den 20 nov., og en ligsten ses i Kolding kirke over hans gravsted.
Uden tvivl er Caspar Marchdanners og Soffe Oldelands to ældste sØnner Frederich og Christian opkaldt efter faderens store velyndere og velgørere Høilovlige Ihukommelse Kong Frederich den II og Kong Christian den IV.

Efter et originalskøde, dateret Odense d. 8 dec. 1624, tilskødede Frederich Marchdanner sin moder Rønninge Søgård. I dette skøde kalder han hende udtrykkelig:

” min Moder Sophia Oldeland til Veilegaard “,
og som vitterlighedsmænd nævnes:
” Min Morbroder Hans Ol del and til Threllerup, og min Broder, Hans Marchdanner til Veilegaard “.
Han selv skriver sig i skødet:
” Frederich Marchdanner til Langesø.”
Mærkeligt er det, at bemeldte Frederich Marchdanner igen ejede Rønninge Søgård 1629. Af hvad årsag Soffe Oldeland købte R. Søgård, kan intet bestemt siges, enten det er sket, da der underhandledes om Veilegårds salg til Fru Ellen Marsvin for hendes datter Fr. Kirstine Munch, for i forvejen at være forsikkret om et opholdsted derefter; thi efter hendes mands død er hun, såvidt skønnes kan, flyttet til Veilegård, uvist om som ejer selv af gården, eller som blot værende hos hendes sØn kapitain Hans Marchdanner, hvilket sidste jeg holder for troligt, thi det er rimeligt, at hun efter mandens død har overladt Rønninge Søgård og Veilegård til hver af sine sønner, Frederich og Hans; ligsom også sønnen Hans Marchdanner udtrykkelig skriver sig til Veilegård og ikke til R. Søgård, det han dog med lige ret kunde have gjort, hvis han ikke selv havde ejet Veilegård; eller også det er sket proforma, og står i forbindelse med den herefter anførte tildragelse på R. Søgård sø:
En af Caspar Marchdanners sønner, hvem af dem kan ikke siges bestemt, skal have farlig skudt en karl, som tjente på Hindemae, der med flere karle sejlede i en båd på R. Søgårds sø for at fiske. Dette fiskeri fra Hindernae kunde R. Søgårds ejere ikke fordrage, da de anså søen som sit enemærke, især da en af Hindemaes ejere, ved navn Frantz Urne, ved et lovformeligt skøde af 1579 havde fraskrevet sig og arvingerne alle fiskerettigheder i bemeldte sø. Da nu en af brødrene Marchdanner engang fra et af vinduerne, som vendte mod søen, desuagtet så hin fiskerbåd i søen ikke langt fra gården, så råbte han ud af vinduet til folkene i båden, at de straks skulle pakke sig bort fra søen. Han truede dem med en riffel, som han havde i hånden, men de agtede det ikke, tvertimod var de trodsige, og en af dem var endog så grov, at han viste ham sin podex (bagdel), hvilken Marchdanner ikke var sen at hilse, således med et skud fra vinduet, at karlen straks styrtede ned.
Sagen var, at Frantz Urne kun ejede det halve af Hindemae, og følgelig ikke kunde fraskrive gården sin rettighed for den anden halvede!. Marchdanner flygtede, thi der var fare for karlens liv; men kom efter nogen tids forløb tilbage igen, da karlen var kommet sig såvidt, at han var uden for livsfare. I R. Søgårds arkiv har der, indtil nærværende ejer fik gården, ligget et brev på latin fra broderen til ham. Det kom bort ved søskendeskiftet efter hans svigermoder. I dette brev tiltales han, som skød karlen, hårdelig af broderen, for sin ukærlighed og ubesindighed. Han råder denne straks at flygte, og lægger til, at han ikke kunde redde ham. Skade at dette brev er kommet bort. Den nærværende ejer af Rønninge Søgård, som selv har haft det i hænde, har fortalt mig det her anførte, som jeg desuden også har hørt med samme ord af hans foregænger. Dette tildrog sig efter den gamle Caspar Marchdanners død.

Caspar Marchdanners datter Anne Marchdanner, som var født år 1595 og døde d. 7 sept. 1633, og som havde været gift med en Hr. von Wensin eller Wensyne.
Her må jeg slutte denne min korte efterretning om den gamle brave Caspar Marchdanner med at anføre, at han var den, som gjorde Rønninge Søgård til et ret adeligt herresæde og til en komplet hovedgård, ved de mange jorder og det meget gods, han fik til gården i følge de bevilgede magelæg af Kong Frederich den II og Kong Christian den IV. Det er skade, at man ikke finder mere optegnet om denne retskafne og virksomme mand; dog finder vi endnu mindre om hans børn og deres afkom.

3.

Frederich Marchdanner, en søn af foranførte befalingsmand C. Marchdanner og Sophia Oldeland, blev født på Kolding slot d. 16 juli år 1593. Han fik Rønninge Søgård efter bemeldte sin faders død; men efter nogle års foløb, d. 8 dec. 1624, solgte han den igen til sin moder Fru Sophia Ol del and. Af det skøde, som han udstedte til hende, ser man, at han på samme tid også ejede Langesø; thi han skriver sig udtrykkelig derudi Frederich Marchdanner til Langesø. Det varede dog ikke længe, førend han igen blev ejer og besidder af Rønninge Søgård. Muligt er det, at den nysnævnte tildragelse på sØen her passer ind; jeg tror, at han da faren var forbi straks på ny tiltrådte gården. Det er vist, at han i det mindste ejede gården år 1629; thi Bloch nævner ham udtrykkelig det år, som ejer af R. Søgård, i sin Fyenske Gejstligheds Historie. Begge hans sønner var født på R. Søgård, den ældste 1625 og den yngre 1629. Efter at broderen Hans i år 1625 havde solgt Veilegård, fik han uden tvivl af denne sin broder Langesø, enten helt, eller halvt, hvilket sidste jeg har nogen grund at tro, thi i fornævnte Fyenske Gejstligheds Historie hedder det:

” Salig Biskoppen, Dr. Hans Michelsen beretter i sin Visitatsbog 1629 den 29 august, at Frederich Marchdanner fortalte Biskoppen den Fornærmelse Hr. Hans i Nærov (på Sletten) havde gjort ham og hans broder.”
Som ventet, hedder det i noten, ” Kapitain Hans Marchdanner til Langesø,” hvoraf jeg gør den sluttning, at har præsten Hr. Hans fornærmet begge brødrene, så har også brødrene haft noget i fællig med hinanden, hvorved de begge tillige kunde fornærmes, og det tror jeg var Langesø, eller noget Langesø vedkommende, og da de ikke var flere brødre, end de benævnte to, så kan ingen tvivl være om, hvem den fornærmede broder har været. Frederich Marchdanner, som man ikke ved at have haft nogen karakter, døde i sin bedste manddoms alder på R. Søgård d. 7 juli år 1639,46 år gammel. År 1633 anføres han ved navn i regnskabsbogen for Rønninge kirke, at have tilligemed sin hustru foræret til kirken et rødt atlaskes alterklæde med guld og sølvkniplinger om. Frederich Marchdanner var gift med Anne Gyldenstjerne fra Iversnes, som er nuværende Vedelsborg, med hvem han havde følgende børn:

1) Birthe Marchdanner, født d. 5 juni 1621. Hun døde sansynligvis meget ung, eftersom man intet mere finder om hende.

2) Caspar Marchdanner, født d. 17 dec. 1622, død d. 13 sept. 1625. Han findes i Marchdannernes begravelse.

3) Thale Marchdanner, født d. 14 april 1624, død d. 7 sept. 1625.

4) Caspar Marchdanner,(se længere nede).

5) Anne Marchdanner, født d. 16 sept 1627, var” gift 2 gange, først med Hans Christen Kaas, derefter med Knud Gjedde. Hun anføres i den gamle Rønninge kirkeregnskabsbog, at have foræret en hvidsøms dug at lægge på alteret i Rønninge kirke.

6) Henrich Marchdanner, som anføres længere nede, ejede foruden R. Søgård også Langesø.

7) Sophia Marchdanner, født d. 5 nov. 1630, var gift med Henrich Hansen v. Oldeland.

8) Christoffer Marchdanner, født d. 26 nov. 1633, er uden tvivl død spæd.

Fornævnte Anne Gyldenstjerne overlevede manden, og havde R. Søgård efter hans død. Dette ses af et tingsvidne af 4 marts 1640, hvori det hedder: at fogden på R. Søgård mødte i retten for ærlige og velbyrdige Frue Anne Gyldenstjerne, salig Frederich Marchdanners til R. Søgård.
Sagen angik en godsets ret at indtale. Om Anne Gyldenstjerne beholdt R. Søgård indtil hun døde, kan ikke siges for vist; thi hun døde året efter i Køge d. 15 juli 1641, hvorfra ~.lig blev ført til Rønninge og nedsat i de Marchdanners begravelse, hvor det hviler ved :-lUi-< cC<:) hendes mands side. Muligt er det, at hun har gjort en lystrejse til Sjælland og der er bleven overrumplet af døden.

4.

Hans Marchdanner, en broder til næstforrige, var født på Koldinghus Slot d. 19 maj 1597.
Han fik, Veilegård, enten straks efter faderens død, eller ikke længe efter; thi han skrev sig 1624 til Veilegård. Denne gård solgte han 1625 til Frue Ellen Marsvin, hvorfra han flyttede til Langesø i Viggerslev sogn, hvilken gård han har købt enten hel eller halv af sin broder Frederich. Han døde, såvidt man ved, på Rønninge Søgård d. 3 maj 1642,45 år gammel. Der er nogen formodning om, at broderens enke døde i Køge, og at han efter hendes død endnu var på Rønninge Søgård. På sin ligplade kaldes han Hans Marchdanner til R. Søgård, hvor han tidligere kaldte sig H. M. til Veilegård. M denne grund sætter jeg ham blandt R. Søgårds ejere. Han var kaptain i tjenesten. Hans Frue hed Anne Vesyne. Hun døde på R. Søgård d. 19 sept. 1633,30 år gammel. Man finder ikke, at de havde børn sammen. Begge deres lig ses i Marchdanners begravelse i Rønninge Kirke.

5.

Caspar Marchdanner, en søn af Frederich Marchdanner, blev født på Rønninge Søgård d. 28 dec. år 1625. Han var kongl. Majestæts hof junker, og døde i København hastig og uformodentlig d. 10 okt. år 1651, 25 år gammel. Hans lig blev ført fra København til Rønninge kirke, hvor det står i Marchdanners begravelse. Han har ikke været gift. Han benævnes udtrykkelig på ligpladen Caspar Marchdanner til R. Søgård, derfor sætter jeg ham blandt R. Søgårds ejere.

6.

Henrich Marchdanner, er også en søn af Frederich Marchdanner og Fru Anne Gyldenstjerne og broder til næstforrige. Han blev født på Rønninge Søgård år 1629, og han fik denne gård og sandsynligvis også Langesø efter broderens død. I tjenesten var han major ved det Fyenske Nationalregiment til hest. Han var gift med en Frøken Hilleborg Kaas, som var født på Hjortholm på Langeland d. 14 nov. år 1639. Hendes fader var Erich Kaas til Veistrupgård og Lindskov. Hendes moder var Kirsten Gaas. Hun døde på R. Søgård år 1707,68 år 7 mndr. og 1 dag gammel. Hendes lig står ved siden af hendes mands i Marchdanners begravelse i Rønninge kirke. Henrich Marchdanner havde med hende 4 børn, som er følgende:

1) Hans Frederich Marchdanner, født ca. 1650. Han døde kort tid derefter.

2) Frederich Marchdanner, født ca. 1650. Han faldt som officer i belejringen for Wismar år 1677, og tog, som den sidste på mandssiden af denne familie, de Marchdannerske våben med sig i graven. Det er altså urigtigt hvad Pontoppidan skriver, at major Henrich Marchdanner var den sidste af familien.

3) Birthe Christine Marchdanner, blev født år 1665 på Holmegård på Langeland og døde ugift på Møllegård på Langeland 1694, 29 år gammel. Hendes lig blev ført til Rønninge og findes i Marchdanners begravelse.

4) Anna Sophia Marchdanner blev født på R. Søgård d. 16 okt. 1667. Hun døde ugift på Kappendrup d. 2 feb. 1689, 21 år, 2 uger og 3 dage gammel. Major Henrich Marchdanner døde for lejren ved Kolding d. 30 maj 1674, og hans lig blev ført her til Rønninge, hvor det findes i familiens begravelse. Marchdannernes familie, som adel, florerede således i alt kun i lidt over 100 år. Major Henrich Marchdanner byggede i år 1662 den søndre ende af Rønninge Søgårds ladegårdsbygning; dette årstal tilligemed hans og fruens navne findes på en af dørhamrene.

7.

Hans Due, oberst og ejer af Sanderumgaard og 0lstedgaard, blev ved at ægte nysanførte major Henrich Marchdanners enke Hilleborg født Kaas, tillige ejer af R. Søgård; men var det kun i kort tid; thi de solgte efter en 10 års forløb gården til Knud Urne Sigvardtsen. Uden tvivl boede de derefter på 01stedgaard. Hvad år han døde finder jeg ikke; hun døde år 1707, og hviler i Marchdannernes begravelse i Rønninge kirke. J eg er af den tanke, at hun overlevede sin anden mand.

8.

Knud Urne Sigvardtsen købte Rønninge Søgård år 1684 d. 22 maj af oberst Hans Due. Urne var den gang kancellieråd, men han blev sidenhen etatsråd. Han var en søn af Sigvardt Urne, ridder, gehejmeråd, rigets staldmester, lensmand over Draxholms Len og herre til Sanderumgaard, Hindernae og flere gårde. Hans moder var Fr. Helvig, født Lindenow til Juulskou, en datter af Hans Lindenow sammesteds, hvilken gård Sigvart Urne fik med hende.
Knud Urnes søskende var Hans Urne til Sanderumgaard og Helvig Urne, om hvem mere herefter. Etatsråd Knud Urne ejede foruden Rønninge Søgård: Sanderumgaard, Juulskou, Bjørnemose og Faareveile. Han var gift med en Frøken Anna Beate Valkendorph Hennings datter. Han døde på Bjørnemose år 1705, 71 år gammel. Hans enkefrue ægtede efter hans død etatsråd Erich Scheel til Arreskou. Hun døde barnløs år 1720, 58 år gammel. På et epitaphium i Tved kirke stå begge hendes mænd i fuld korpus, men hun i brystbillede.
Etatsråd Knud Urne må af den almindelige mand have været enten meget højt agtet eller frygtet, thi man fortæller her i sognet, at når Rønninge Søgårds bønder kom kørende og mødte andre bønder, råbte de: ” kjør af veien, vi ere Knud Urnes Bønder, ” og man adlød straks. Han købte Rønninge kirke til Rønninge Søgård af Kong Christian den V år 1689, thi det hidtil holdte regnskab over kirkens inventarium samt indtægt og udgift, der årlig blev efterset og undertegnet af stiftsamtmanden og biskoppen, ender med året 1688. År 1702 måtte han i anledning af sit udstedte kaldsbrev til Hr. Kullerup, at være sognepræst for disse menigheder, efter mag. Mads Thranes død, udholde en proces med ejeren af Hellerup, som Rolfsted kirkes patron, der formente sig berettiget til at kalde første gang præst til Rønninge og Rolfsted, efter at Rønninge kirke nu var i en proprietærs eje; men Højeste Ret tilkendte Knud Urne forrettighed til denne gang at kalde. Han var således den første proprietær i disse sogne, og den første ejer af Rønninge Søgård, som kaldte sognepræst til Rønninge og Rolfsted. Siden har disse kirkers ejere stedse skiftet med at kalde præster hertil. Han og hans hustru har bekostet kommunionsbægeret til Rønninge kirke og begges navne samt våben stå derpå. Formentlig har de også skænket sølvfadet til at lægge oblaterne på ved kommunionen.

9.

Helvig Sophia Urne, var en søster til formanden og etatsråden Knud Urne, efter hvem hun fik Rønninge Søgård. Pladen på hendes ligkiste viser os, at hun blev født d. 5 april år 1630 på Malmø Slot i Skåne af samme fader og moder, som bemeldte Knud Urne. Hun var gift med Jørgen Friis til Lindholm, befalingsmand over Dueholm , 0rum og Vstervig Amter i Nordjylland, ved hvem hun havde en søn og to døttre.
Sønnen fik Rønninge Søgård efter hende, og døttrene døde ugifte på R. Søgård. Deres lig findes i Friisernes begravelse over jorden i Rønninge kirkes kapel.
Den ældste Barbara Helvig Friis var født d. 9 maj 1650 på Friisholm i Sjælland, og hun døde d. 28 aug. 1714, i sit 64 år.
Den yngre Elisabeth Sophia Friis, som var født på Vardøehuus i Norge, døde d. 6 aug. 1702, 40 år gammel. Frue Helvig Sophia Friis, født Urne, døde i en meget høj alder på Rønninge Søgård år 1715 d. 30 april, 85 år, 3 uger og 4 dage gammel. Hendes lig står i Friisernes begravelse i Rønninge kirke.

10.

Christen Friis, oberst, en søn af fornævnte befalingsmand Jørgen Friis og Fru Helvig Sophia født Urne, fik Rønninge Søgård efter bemeldte moder. Han var født år 1652 på Friisholm i Sjælland. Det er sandsynligt, at han tiltrådte gården før moderens død, eftersom hun var så gammel. Krigen gjorde tiderne vanskelige for en gammel kone at bestyre et gods udi. Oberst Christen Friis lod i sin tid begge Rønninge kirkeklokker omstøbe og forbedre. Den store år 1717, og den mindre 1725. Han oprettede en stiftelse her i sognet, i det han ved et gavebrev, dateret Hefringholm den 21 febr. år 1726, skænkede 200 rdlr., af hvilke skoleholderen skulle have renten, som var bestemt til 5 %, for årlig at lære 4 børn af Rønninge Søgårds gods deres kristendom, samt at regne og skrive. Han skænkede også egetømmer til et 4-fags hus, som skulle være og virkelig blev til et skolehus. På Vivild kirkegård i Jylland er en skole bygget, til hvilken han også legerede 200 rdlr.
Hans farbror oberst Hans Friis til Hefringholm oprettede år 1695 denne gård og gods til et stamhus for denne sin brodersøn Christen Friis til Rønninge Søgård, og da denne havde tiltrådt samme, indrettede han også 1726 Tusstrup og Essenbech til et stamhus, på det at alt godset, efter oberst Hans Friis,s vilje kunde bli samlet. Oberst Christen Friis var ej gift. Han døde på Rønninge Søgård d. 2 juli år 1727 og blev begravet d. 7 juli ejusdem = samme år, i sit alders 75de år. Dette står i Rønninge kirkebog. I Danske Atlas hedder det, at han efter sin sidste vilje er begravet på Vivild kirkegård, og at der på hans graver lagt en stor sten med en besynderlig og vidtløftig inskription, som er anført i Hofmans Fundatz Tom. 3, Pag. 160.
Når det derfor hedder i Rønninge kirkebog, at han er begravet, da vil det ventelig sige, at han er bisat i Rønninge kirke, indtil han kunde blive ført over til Jylland, samt at begravelsesceremonierne med ligprædiken m.m. skete i Rønninge. Hans lig findes altså ikke her i Rønninge. Videre hedder det i Danske Atlas, at nedenfor korsdøren i Vivild kirke, sidder i muren en sten over oberst Christen Friis til Hefringholm, Tusstrup, Essenbech og Rønninge Søgård, som døde 1727, ætat.74, med hans portræt udhugget, og en gravskrift gjort af gehejmeråd Christian Sehestedt. Oberst Christian Friis, hvis minde endnu lever her i sognet, har jeg især i min første embedstid hørt omtale som en god og retskaffen mand. Af hans donationer til skoler kan man heller ikke andet end tro, at han var besjælet af varme for religion og folkeoplysning.

11.

Christian Sehestedt, herre til Ravnholt og Nislevgård, ridder af elephanten, gehejmeråd, ekstraordinær ambassadør ved det franske hof, minister, plenipotentiaire ved Fredskongressen til Soisson, samt stiftsbefalingsmand over Odense, Dalum, St. Knuds og Ruggårds amter, og Sigvart Urne, oberstlieutenant, herre til Juulskov og Billeshauge, blev ejere af Rønninge Søgård efter oberstens død, i følge hans testamente af 16 feb. 1726, og der hedder det udtrykkelig, fordi de var de sidste og eneste arvinger efter ham og hans moder. Gehejmeråd Ch. Sehestedt betalte oberstlieutenant S. Urne hans andel, hvorved han blev ene ejer af Rønninge Søgård. Han beholdt ikke gården længe men solgte den år 1734 til den næstefter anførte ejer. Bemeldte gehejmeråd Sehestedt og Frue Charlotte Amalia født Gersdorff oprettede en stiftelse her i sognet år 1734, som nærmere herefter skal anføres.
Gehejmerådinden skænkede som nævnt, en kostbar messehagl til kirken; ligeledes forhænget for alteret og et overtræk til den lille skammel, som præsten knæler på for alteret, altsammen af fløjl besat med ægte sølvgalloner.

12.

Johan Caspar Rasch, landstingshører i Fyn og kancelliassessor; men siden justitsråd, købte 1734 Rønninge Søgård af foranførte gehejmeråd Sehestedt. Han var født i Nykøbing på Falster 1694, hvor hans fader mag. Hans Rasch var residerende kapellan, hans moder hedte Frederiche Amalia Wichmann. Hans slægtregister tilligemed oprindelsen til hans tilnavn Rasch vil jeg ikke her anføre, eftersom samme findes udførlig i Blochs Fyenske Gejstligheds Historie, i hans broders professor Peder Raschs levnedshistorie. Han havde været student.
Han byggede i år 1757 den grundmuret fløj af stuebygningen på R. Søgård, hvis længde går fra øst til vest, og forøgede godset med et par gårdes tillæg i Rønninge, som han tilkøbte sig.
Han anlagde lysthaven ved gården, og lod grave 4 fiskedamme i den, da den tilforn var så sid, at en del af den om vinteren stod under vand. Han holdt stedse en lille lyst jagt i søen med roer samt sejl og flag til, på hvilken han undertiden fornøjede gode venner, der besøgte ham.
Han døde på Rønninge Søgård år 1770, 76 år gammel. Hans lig står i den åbne begravelse over jorden i Rønninge kirkes kapel, som tilforn kaldtes Friisernes begravelse, men som dennes børn siden, da Rønninge Søgård ved offentlig auktion 1787 blev solgt, reserverede sig til en begravelse for familien. Justitsråd Rasch var 2 gange gift, og var i alt fader til 18 børn.
Han var først gift med en Jomfru Anna Kathrine Holmer, en datter af borgmester Hans Pedersen Holmer i Nyborg, ved hvem han havde 10 børn af hvilke 4 døde spæde. De andre er følgende:

1) Hans Rasch, afskediget premierlieutenant, døde ugift på Rønninge Søgård den 14 aug. 1796, i sit alders 75 år.

2) Hans Holmer Rasch, havde været student, og blev siden forvalter ved et kobberværk. Han var gift men uden børn. Han døde kort før fornævnte broder i København.

3) Frederiche Amalia Rasch, var gift med toldinspektør, kammerråd Christian Bruun i

Nyborg, men havde ingen børn. Hun døde år 1812,82 år gammel.

4) Frederich Rasch, døde i Sorø som student og sekretær hos overhofmester Grev Reuss. Han var en særdeles vakker og håbefuld ung mand.

5) Niels Rasch, druknede 1752, 19 år gammel i sØen ved gården, ved at en hest, som han ville vande, gik for langt ud i sØen med ham.

6) Peder Rasch, omkom i sit 22 år 1754 på Birkinde mark i stærkt snefog, da han til julehøjtiden ville gå hjem til sine forældre fra Odense, hvor han var i den latinske skoles mesterlektie.

Alle disse børn var født, førend Justitsråd Rasch fik Rønninge Søgård. År 1742 den 18 april giftede han sig anden gang med Jfr. Mette Sophia født Munch fra Biskopstorup, efter at han var bleven ejer af R. Søgård. Hans børn af dette ægteskab er følgende:

1) Andreas Rasch, født 1742, død 1743.

2) Anna Cathrine Rasch, født d. 4 feb 1744; om hende mere siden.

3) Hedevig Rebekke Rasch, født 1745, blev den 21 maj 1764 gift med major Christian Carl Pflueg i København, hvor hun døde af børnekopper 1786, den 26 januar. Han døde også sammesteds 1815, 80 år gammel. De havde to døttre sammen, som begge blev vel forsørgede.

4) Christiane Charlotte Rasch, født og død 1746.

5) Benedicte Lovise Rasch, født 1747, blev 1767 d. 20 april gift med søkaptain Frederich Ernst Horst i København, hvor hun få år senere døde barnløs.

6) Ulrika Cathrine Rasch, født 1749, blev den 13 okt. 1774 gift med daværende herredsfoged, siden vice landsdommer i Fyen, og kancelli råd Johan Jacob Mylius, som da boede i Odense.
Han blev derefter ejer af Kattrup i Sjælland, hvor han døde den 24 aug. 1803. Hun ejer endnu denne gård. I deres ægteskab havde de 5 børn sammen, af hvilke to sønner, som foran ved Rønninge kirke er anført, døde i deres opvækst. De endnu levende er:

a) Johan Caspar Mylius, ejer af Bjørnholm i Jylland, gift den 4 maj 1815 med Frøken Wilhelmine Christiane Ulrike Holstein Rathlow fra Holstenborg i Sjælland. De have flere børn sammen.

b) Wolfveit Christopher Mylius, major og ejer af Estruplund i Jylland, er ugift.

c) Sophia Charlotte Mylius, gift den 9 juni 1815 med kammerjunker, forst- og jaktjunker samt premierlieutenant i Garden til fods, Hans Peter de Linde Friedenreich i København. De har børn.

7) Volrath August Rasch, født 1750, var premierlieutenant i det Norske Livregiment i København, druknede den 16 jan. 1781 i R. Søgårds sø, ved at løbe på skøjter. Hans familie, især hans gamle moder, som stod i begreb med at overlade ham gården, ramtes af største hjertesorg. Han var yndet af alle som kendte ham. Med ham uddøde slægten Rasch af denne familie på mandssiden.

8) Et tvillingebarn med næstforrige; men dødfødt.
Justitsrådinde Mette Sophia Rasch, født Munch. Hun var født i Biskopstorup, eller som byen i daglig tale kaldtes, Bistorup, hvilken by hendes førældre ejede og selv beboede een af dens gårde, på hvilken hun først så verdens lys d. 18 sept. år 1709. Hendes fader var regimentsskriver Andreas Munch, som døde i bemeldte by 1714, i sin alders 61 år. Hendes moder hed Hedevig Langhaar, og hun døde på R. Søgård år 1750 i en hØj alder. Denne Hedevig Langhaar var regimentsskriverens anden hustru, da den første, Barbara Scheffers, døde i barselsseng i Biskopstorup år 1692, 36 år gammel. Mette Sophia Munch indgik den 18 april 1742 ægteskab med justitsråd Johan Caspar Rasch til R. Søgård, og hun tilbragte ham Biskopstorup og nogle andre gårde. Gårdene forblev ved Rønninge Søgård, men Biskopstorup blev solgt til hans broder, professor Peder Rasch. De børn, som de havde tilsammen i deres ægteskab, er nylig anførte. Hun var en særdeles fornuftig kone, og bestyrede derfor også gård og gods før og efter mandens død, med megen klogskab. Hun forbedrede godset meget, især ved det magelæg med gården, som hun ved den af hende foranstaltede Rønninge bys udskiftning i år 1785, gjorde til sine gamle gårdes bedste i Rønninge, da disse herved fik mere jord og hartkorn. Hovedgården forbedrede hun også, i det at hun fik de 16 tdr. fri hartkorn på Rønninge bys marker, som lå ager om ager med bøndernes, lagt så nær indtil gården som muligt. Herved fik gården nu ordentlige løkker og avlsdrift. Efter denne udskiftning lod hun straks den såkaldte Maegård udflytte fra Rønninge by og opbyggede den på ny.
Mandsforretninger var hende ligesom egne, uden derfor at efterlade, eller ringeagte de kvindelige som husmoder. Hun var selv tilstede og så til ved ethvert arbejde i skov og mark.
Hun var ikke bange for vinterens frost og kulde. Hun udpegede selv de træer i skoven, der skulde fældes, og var jævnlig tilstede når skovningen skete. Hun var ofte hele timer nærværende, når der blev hugget gjerdsel. Hun kom ofte i marken ved høslet og kornhøst, men hun undlod derfor ikke at se til på malkepletten, i meikestuen o.s.v.
Ved dødsfald på godset forrettede hun selv personlig skiftet, og hun havde en egen gave til at få arvingerne forenede. Hun førte selv det forefaldne til protokols, undtagen når hun undertiden tog en gammel skoleholder i Ellinge med sig for at skrive. I sine sidste leveår holdt hun kun en forvalter. Hun forstod selv og havde kraft til at sætte tingene igang. Kun få mænd kunde have gjort det bedre. Hun havde også noget mandigt i sit væsen og i sin adfærd, og hun var af person høj og før. Hun gav Rønninge kirke nye stolesæder år 1783. De var lukkede og med låse for dørene, og 1784 lod hun hele kirken male indvendig, og samtidig lod hun også kirkegulvet lægge om med nye mursten, og koret fik hvide firkantede fliser. Hun forærede en rigeligt sølvbeslagen alterbog til kirken, og hun oprettede en stiftelse i sognet af 600 rdlr. til 6 af godsets fattige. Denne stiftelse kom ikke i stand i hendes levetid, men konceptet til det fandtes efter hendes død, hvilket arvingerne respekterede og satte i kraft.
Hun døde af en rørelse på R. Søgård den 31 maj år 1787, 78 år gammel og blev den 14 juni hensat hos sin afdøde mand i Rønninge kirke.

14.

Christen v. Lemwigh, major, men i tjenesten ingenieurkaptain, købte ved offentlig auktion R. Søgård for 61.000 rdr., og besættningen for 3.000 rdr., efter sin svigermoder, førnævnte justitsrådinde Rasch, den 21 nov. 1787. Han er født i København år 1745. Hans fader mag. Søren Lemwigh, var sognepræst ved Garnisonsmenigheden i København. Hans farfader var kongl. konfessionarius mag. Christen Lemwigh, som var født den 14 juli 1672 og døde den 15 okt. 1724,52 år gammel, gift med Jomfr. Elisabeth Muhle With, som efter hans død ægtede Schoubynacht siden admiral Wilhelm Lemwigh og døde den 27 juni 1758, i sit alders 72 år.
Hans farfars fader var Hr. Søren Christensen Lemwigh, sognepræst til Borup og Kimmersløf menigheder i Ramsøe Herred i Sjælland, som var sØn af en borger i Lemwigh i Jylland, (hvoraf han havde taget sit tilnavn), gift med Jfr. Bodild Rhuman, mag. og professor Wolfgang Rhumans datter i København. Major Christen Lemwighs fader, mag. Søren Lemwigh, der var født d. 20 april 1709 og døde d. 26 aug. 1760, 52 år gammel, var gift to gange. Først med Jfr.
Anna Catharine Soelberg, der var mor til alle hans børn. Hun var født d. 16 juli 1715 og døde d. 16 juli 1757,42 år gammel. Hans anden kone var afdøde regimentskvarternester Thorups enkefrue, Lene Kirstine Leegaard, som han efterlod som enke efter 7 mdrs. ægteskab. Af major Christen Lemwighs 7 søskende var der kun 3 foruden ham selv, der opnåede manddomsalder. De var:

a) Edel Catharine Lemwigh, født 1741, gift med sognepræsten Hr. Jørgen Fogh i Højeise i Sjælland, som begge nu er døde, efterladende sig 2 sønner, der begge er blevet præster.

b) Den anden søster Elisabeth Wilhelmine Lemwigh, født 1742, var gift med Hr. Hans Henrich Tybring, som da var øverste kapellan, siden sognepræst og provst ved Holmens menighed i København, og til sidst biskop i Christiansands Stift i Norge. De er begge døde uden børn i Christiansand.

c) Den tredje søster Ernstine Albertine Lemwigh, født 1751, var gift med justitsråd Ludvig Christian Knap i København. Hun døde tidlig, efterladende sig 5 børn.

Major Lemwigh fik straks, efter at han havde fået Rønninge Søgård, en ikke ringe udgift, i det at han i København måtte lade den store kirkeklokke i Rønninge, der var revnet, omstøbe.
Han bekostede i år 1795 sit gods i Rønninge by speciel udskiftet af fælledskabet, ved hvilken lejlighed han udflyttede 2 gårde på marken, nemlig: Store Højberggården og Lundsgården.
Desuden har han tid efter anden opbygget 12 nye huse i marken. De 11 af disse har jord til, og et er et jordløst skovhus i Langesøskoven.
Ved udskiftningen i Skellerup by har han udflyttet sin derværende gård og har lagt den skråt over for Rønninge Søgårds stuebygning ved søens østside, og han har kaldt den Lemwighgården efter sig selv. Ved søen mod vest er også af ham opført et nyt hus, Fiskerhuset kaldet.
Ved Ellinge byes udskiftning har han ligeså udflyttet og nyopført 6 af sine derværende gårde og huse, de tilbageblevne gårde og huse i byen til stor fordel.
Han har givet hovedgårdens løkker en fordelagtigere og mere passende inddeling, og sørget for skadeligt vands afledning ved grøfter og stenkister.
Han har med godt hegn indfredet tvende skovhauger tæt ved gården, nemlig: Kirkelådningen og den skovhauge, som ligger for enden af lysthaugen mod nord.
Han har ladet mangfoldige sten kløve og af samme opført stengjerder, af hvilke før hans tid ikke gaves flere, end i gyden, man kører ind af til gården. Ligeledes har han forsynet de fleste af løkkeleddene med stenledstolper.
Han har bygget Kjærnehuset på gården, indsat en ny gavl på Tærskeladen mod syd, og gjort en bedre indrettning i forpagterværelserne. Han har ladet de fleste værelser i stuebygningens vestre fløj gibse, indsat store engelske vinduesruder i hele stuebygningens underste etage, og ladet de fleste værelser male. Kort sagt, har han stedse været meget virksom til ejendommens forbedring og gjort mere i så henseende end der straks falder i øjet. Han har været heldig i sine foretagender, men ikke altid uden fortrædeligheder, især på grund af godsets bønder.
Med disse havde han i nogle år en strid, da de ophidsedes imod ham af ildetænkende mennesker. Til sidst blev sagen imellem dem dog af den kongl. Rentekammer kendt ham til fordel. Denne strid med bønderne blev dog årsag til, at han solgte godsets gårde til fæsterne.
Af godset er endnu tilbage usolgt 8 hele og halve gårde i andre sogne, og alle fæstehusene både her i sognet og uden sognet, på få nær, som er solgte, og i hvis sted han har bygget mange ny, som gøre ugedage.
Han har bekostet et lille indvendig forgyldt bæger til syges betjening.
År 1803 skænkede han et gadehus i Rønninge til husvilde fattige, med en god haveplet til. I huset er 4 værelser, hvor der kan være 2 personer i hvert. Han og hans hustru har oprettet en mild stiftelse for fattige præste-, kirkesanger- og skolelærerenker, samt gamle jomfruer.
Han indlod sig d. 20 dec. 1784 i ægteskab med justitsråd Rasches ældste datter lfr. Anna Cathrine Rasch. De fik ikke nogen børn. Hun døde d. 13 maj 1817, 73 år gammel. Han lever ugift, 75 år gammel.